Asiens aktiemarkeder er upåvirket af græsk krise
Der er onsdag ingen tegn på panik på de store aktiemarkeder i Asien som følge af situationen i Grækenland.
Der er onsdag ingen tegn på uro på de asiatiske aktiemarkeder som følge af den tilspidsede krise i Grækenland. Aktivfotoet er fra børsen i Tokyo.
Der er onsdag ingen tegn på uro på de asiatiske aktiemarkeder som følge af den tilspidsede krise i Grækenland. Aktivfotoet er fra børsen i Tokyo. Foto: Shuji Kajiyama/AP


Aktiemarkederne i Asien viser onsdag ingen tegn på nervøsitet for, at Grækenland er kommet nærmere en statsbankerot og en udtræden af eurozonen.

Grækenland skulle ved midnatstid have betalt et milliardafdrag på et lån fra Den Internationale Valutafond (IMF), men misligholdt sine forpligtelser. Regeringen i Athen havde på forhånd varslet, at den ikke ville betale IMF.

Få timer efter, at IMF erklærede Grækenland i restance, åbnede aktiemarkedet i Japan med svagt stigende kurser. I Hongkong ligger kurserne også højere, og det samme gælder for Australien og flere af de øvrige markeder i regionen.

Aktiemarkederne i USA lukkede tirsdag inden tidsfristen for Grækenlands betaling til IMF. Dow Jones-indekset sluttede i et lille plus.

Selvom Grækenland svigtede sin betaling til IMF, og selvom de internationale kreditorers hjælpeprogram til Grækenland udløb ved midnatstid, så arbejder både den græske regering samt eurolandene og EU-Kommissionen fortsat på at finde en løsning.

Onsdag mødes eurozonens finansministre således igen for blandt andet at drøfte en anmodning fra den græske premierminister, Alexis Tsipras, om et helt nyt låneprogram til over 200 milliarder danske kroner.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.