I bogen Helt ude i Hampen skildrer Karina Pedersen sin opvækst i underklassen. Og i et interview med Zetland i forbindelse med bogudgivelsen kritiserer hun i kraftige vendinger det sociale system, som hun ikke mener har nogen effekt overhovedet.
- Hvis vi fjernede alle socialrådgivere, ville det ikke gøre nogen forskel overhovedet, udtaler hun blandt andet.
Ifølge Karina Pedersen er folk fra underklassen desuden dårlige til at tage beslutninger og har ingen moral.
De udtalelser har dog vakt stor debat. Tidligere på ugen var det formand for Børnerådet Lisbeth Zornig Andersen, der var ude og give til genmæle.
- Jeg er så skide bekymret for, at hun sætter indsatsen for udsatte årtier tilbage. Liberal Alliance hylder hende for at være ærlig, og kan nu bruge hendes meninger til politisk at klemme de udsatte yderligere, sagde hun således til Avisen.dk.
Nu melder også andre kendte sig ind i debatten.
- Jeg anerkender fuldt ud Karinas oplevelser, for jeg har selv haft mange venner, der er opvokset ligesom hende, hvor velfærdsstaten slet ikke har været der for dem, og fortællingen om, at vi havde et fantastisk sikkerhedsnet, var løgn fra ende til anden, for man tilbød nogle skoler og en opvækst i nogle kvarterer, som var hamrende hårde, siger den socialdemokratiske politiker Pernille Rosenkrantz-Theil til bt.dk.
Hun understreger dog, at det ifølge hende ikke hjælper at tage ydelserne fra de svageste, sådan som Karina Pedersen ellers har argumenteret for.
Også erhvervsmanden Asger Aamund har valgt at blande sig. Og selvom han mener, at dem, der virkelig har behov for det, skal hjælpes, så bakker han Karina Pedersen op.
- Der er også mange, som ser det som deres opgave at undgå at være en del af det produktive Danmark og får førtidspension eller invalidepension smidt i nakken, så de kan gå og have det godt, mens naboen finansierer deres liv, siger han til bt.dk og tilføjer:
- Der er ingen tvivl om, at der i dag er et meget stort overforbrug af sociale ydelser.