Efter næsten 30 år blev det endelig paybacktime for skuespilleren Carsten Bjørnlund. Midt under talen, han tidligere på måneden holdt, da han havde vundet en Robert, faldt ordene:
"Jeg skal takke min lille, perfide matematiklærer, der sendte mig ud i livet med ordene; du bliver aldrig til noget. Den her, den er til dig."
Lærernes fagblad Folkeskolen bed mærke i den bemærkning og greb fat i Carsten Bjørnlund for at få ham til at uddybe, hvad der lå bag den meget kontakte ordlussing. Og den succesfulde skuespiller fortæller beredvilligt, at han som 12-årig var udsat for en oplevelse, der gjorde dybt indtryk på ham, da hans matematiklærer spydigt sagde til ham, at han da ikke blev til noget.
"Lærerne har et ansvar"
"Jeg husker det soleklart. Vi står ude på gangen, på sådan et rædselsfuldt syntetisk gulvtæppe. Da jeg siger farvel til ham, siger han det; 'dine forældre kan flytte dig rundt, ligeså tosset som de vil - du bliver aldrig til noget'," fortæller Bjørnlund til Folkeskolen.
Lærerens kommentar chokerede ham og brændte sig fast - alligevel har 'Arvingerne'-stjernen brugt oplevelsen positivt. Han blev nemlig trodsig og tænkte, at han skulle vise læreren, at han tog grundigt fejl.
Og tidligere på måneden gik Bjørnlund så på scenen for at modtage sin Robert for årets mandlige tv-hovedrolle.
Han siger til Folkeskolen, at han håber, at folkeskolelærere er opmærksomme på, hvordan de og deres kollegaer taler til elever, da skoleårene kan være en sårbar tid. Som han ser det, har lærerne har et fælles ansvar for at sende eleverne ud i livet med opbyggelig baggage i rygsækken.