Arvefjenders aftale sender olieprisen til vejrs
Iran, Saudi-Arabien og resten af Opec er blevet enige om at pumpe mindre olie op. Prisen stiger markant.
Opec er blevet enige om at begrænse sin produktion. Arkivfoto.
Opec er blevet enige om at begrænse sin produktion. Arkivfoto. Foto: /Free


Organisationen af Olieeksporterende Lande, Opec, er enedes om at skære i produktionen. Det sender olieprisen markant op onsdag aften, rapporterer nyhedsbureauet Bloomberg.

Olieprisen har været presset voldsomt de seneste år i takt med, at Iran igen er begyndt at kunne eksportere olie til verdensmarkedet.

Det har sammen med andre faktorer skabt overkapacitet, og indtil nu har Iran og Saudi-Arabien ikke kunnet blive enige om mindske den.

Onsdag aften er Opec, der består af 14 olieeksporterende lande - deriblandt arvefjenderne Iran og Saudi-Arabien - dog blevet enige om kun at producere 32,5 millioner tønder olie om dagen. Det er 0,8 millioner færre, end de producerede i august.

- Det er meget positivt. Hvad der er endnu vigtigere er, at Saudi-Arabien ser ud til at være tilbage i en periode, hvor de kontrollerer markedet, siger olieanalytiker hos Société Générale Mike Wittner til Bloomberg News.

Nyheden har sendt oliepriserne markant op. Prisen på en tønde WTI-olie stiger med 4,8 procent til 46,8 dollar. WTI er den olie, der bliver brugt som prisreference i USA.

Vigtigere set med danske øjne er, at prisen på en tønde Brent-olie stiger med 5,3 procent til 48,4 dollar. Brent er prisreferencen for Nordsøolie.

Ifølge Reuters indebærer aftalen, at Iran, Nigeria og Libyen må producere så meget olie, som de kan. Specifikke rammer for, hvor meget hvert land på producere, bliver fremlagt på et senere tidspunkt.

- Dette her vil betyde stigende priser, og det vil helt sikkert hjælpe de amerikanske producenter. Vi kan se en øget produktion i USA og en stigning i eksporten for at fylde hullet fra Opec, siger energimarkedsanalytiker ved Ponderosa Advisors Sarp Ozkan til Reuters.

Prisen for en tønde olie er siden 2014 faldet fra over 100 dollar til lidt over 40 dollar. I starten af 2016 var prisen nede i 28 dollar.

Det er resultat af, at Iran er begyndt at producere igen, at Opec ikke har begrænset sin produktion, at USA er begyndt at producere store mængder naturgas, og at USA samtidig har hævet forbuddet mod at eksportere olie.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.