Arsenal undgår pokaldræberen i FA Cup-semifinale
Bradford fra den tredjebedste række tabte omkampen mod Reading, som møder Arsenal på Wembley.
Arsenal møder Reading i FA Cup-semifinalen.
Arsenal møder Reading i FA Cup-semifinalen. Foto: Matt Dunham/AP


Mandag aften fik Arsenal sat navn på sin modstander i FA Cup-semifinalen.

Reading fra den næstbedste række vandt hjemme 3-0 over sæsonens helt store pokaloverraskelse, Bradford fra den tredjebedste række, i en omkamp i kvartfinalen.

Bradford, som tidligere i turneringen har sendt Premier League-hold som Sunderland og mest bemærkelsesværdigt Chelsea ud, spillede hjemme 0-0 mod Reading i den første kvartfinalekamp mellem klubberne.

Derfor skulle der en omkamp til.

Arsenal er forsvarende FA Cup-mester og er tårnhøj favorit mod Reading, som ligger nummer 17 i The Championship. Til sammenligning er Arsenal på tredjepladsen i Premier League.

Reading har i øvrigt den danske målmand Mikkel Andersen som fast inventar på bænken - også i sejren over Bradford.

I den anden FA Cup-semifinale møder Jores Okore og Aston Villa enten Premier League-kollegaen Liverpool eller Blackburn fra den næstbedste række. Liverpool skal en tur til Blackburn i endnu en omkamp i kvartfinalen.

Både semifinaler og selve finalen spilles på Wembley i London.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.