Arsenal: Storsejr var ikke tilfældig
På 10 minutter scorede Arsenal tre gange, da klubben lørdag besejrede Liverpool 4-1 i Premier League.
Arsenal-spillerne jubler efter en scoring mod Liverpool.
Arsenal-spillerne jubler efter en scoring mod Liverpool. Foto: Bogdan Maran/AP


Arsenal buldrer derudaf i Premier League, hvor holdet aktuelt indtager andenpladsen. Lørdag gik det ud over Liverpool, som blev sendt hjem med et 1-4-nederlag.

Den store Arsenal-sejr var ikke uventet, siger Arsenals manager, Arsène Wenger, efter kampen.

- Det var en god dag. Vi havde en vigtig kamp, og vi havde muligheden for at øge afstanden til Liverpool, og den mulighed greb vi.

- Vi var fokuserede og kyniske, og hvis man kigger på tabellen, vil man se, at de mange mål ikke var en tilfældighed, siger Wenger med henvisning til, at Arsenal deler førstepladsen for flest scorede mål med Manchester City. Begge hold har scoret 62 mål.

I løbet af første halvlegs sidste 10 minutter gik Arsenal fra 0-0 til 3-0. Siden reducerede Liverpool på straffespark, før Olivier Giroud elegant scorede til slutresultatet 4-1 i overtiden.

Selv om Arsenal har et indbyrdes opgør til gode på hjemmebane mod topholdet Chelsea, så vil Arsène Wenger ikke tale om Arsenal som en mesterskabskandidat.

- Vi har 100 procent brug for resultater, og den eneste måde, vi kan få dem på, er ved at fokusere og stå sammen i den næste kamp. Vi har også brug for, at andre hold viser svagheder, men det kan vi ikke gøre noget ved, siger den franske manager.

Chelsea har fire point mere end Arsenal og har samtidig spillet to kampe færre.

Mens Arsenal er på kurs mod endnu en tur i Champions League, bliver samme rejse meget vanskelig for Liverpool, der nu har tabt til de to direkte konkurrenter Manchester United og Arsenal i klubbens seneste to opgør.

- Det bliver meget, meget svært nu. Det var en kamp, som vi skulle have fået noget med fra, siger Liverpool-manager Brendan Rodgers.

- Det var et meget skuffende slutresultat. Vi forsvarede meget, meget dårligt ved alle målene, siger Rodgers.

Liverpool ligger på femtepladsen i Premier League, men klubben kan blive overhalet af både Southampton og Tottenham i løbet af weekenden.

/ritzau/dpa

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.