Arsenal-stjerne ude i seks uger
Manager Arsène Wenger regner med, at Mesut Özil skal holde seks ugers pause på grund af knæskade.
Mesut Özil (til venstre) kommer ikke til at spille kampe for sin klub, Arsenal, i de næste par uger.
Mesut Özil (til venstre) kommer ikke til at spille kampe for sin klub, Arsenal, i de næste par uger. Foto: Tim Ireland/AP


Som ventet må Premier League-klubben Arsenal klare sig en rum tid uden sin tyske stjernespiller Mesut Özil.

Ifølge klubbens manager, Arsène Wenger, vil offensivspilleren være på skadeslisten i seks uger, efter at han har fået konstateret en ledbåndsskade i knæet.

Özil rejste i sidste uge hjem til det tyske landshold, men returnerede snart til den engelske hovedstad, efter at landsholdets læger havde konstateret, at han havde taget en uopdaget skade med ind i landsholdslejren.

Den opstod i forbindelse med Arsenals kamp mod Chelsea 5. oktober, men Özil valgte i første omgang at slå det hen.

- Jeg anede ikke noget om det, siger Arsène Wenger ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- Jeg sagde til ham: "Hvis du ikke har det godt, så sig til, så tager jeg dig ud med det samme", men han sagde ikke noget, så jeg beholdt ham på banen, forklarer Wenger.

Nu må Özil i første omgang undvære lørdagens møde med Hull og de efterfølgende kampe mod Anderlecht og Borussia Dortmund i Champions League og Manchester United i den engelske liga.

Til gengæld kan Arsène Wenger snart glæde sig over at råde over en anden offensiv profil.

Den hurtige wing Theo Walcott skal efter planen spille en reserveholdskamp fredag.

Det er første gang i ni måneder, at den engelske landsholdsspiller skal på græs.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.