Arsenal kunne med en sejr hjemme over Paris Saint-Germain have sikret sig førstepladsen i Champions Leagues gruppe A.
Sådan gik det imidlertid ikke, da opgøret endte 2-2 og dermed spillede bolden i hænderne på PSG, som med en sejr i sidste gruppekamp vinder gruppen.
Dette scenarie erkender Arsenals manager, Arsène Wenger, også.
- Vi manglede noget i kreativiteten, men vi fik et point. Det er måske ikke nok, men man ved aldrig, siger Arsène Wenger til uefa.com.
- Vi ydede meget og kom tilbage fra 0-1 til 2-1, og så gav vi et mål væk. Vi mødte et godt hold, og selv om vi havde gode perioder, så kunne vi ikke dominere.
- Min bekymring er, at vi tillod dem at komme tilbage. Det er svært at forstå, hvor let vi gav et mål væk på et hjørnespark, siger Wenger.
Begge hold var videre inden aftenens opgør, hvor gæsterne kom foran efter en scoring af Edinson Cavani, men hvor Arsenal siden bragte sig på 2-1, inden Alex Iwobi var uheldig at sende bolden i mål til 2-2 13 minutter før tid.
- Når man fører 2-1, så vil man gøre arbejdet færdigt, så selvfølgelig er vi skuffede. Det er noget, vi kan lære af, og vi ønsker at forbedre os, siger Arsenal-forsvareren Kieran Gibbs.
Både Arsenal og PSG har 11 point inden de sidste gruppekampe, hvor PSG hjemme tager imod Ludogorets, mens Arsenal skal til Schweiz og møde FC Basel.
Her vil en sejr til Arsenal ikke være nok til at vinde gruppen, hvis også PSG vinder.
Alligevel tror en anden Arsenal-forsvarer Carl Jenkinson stadig på, at englænderne vinder gruppen.
- Uafgjort er ikke forfærdeligt. De (PSG, red.) er et godt hold, og vi har stadig en rigtig god chance for at vinde gruppen, siger Jenkinson.
/ritzau/