Premier League-klubben Arsenal må klare sig uden midtbanespilleren Santi Cazorla i yderligere tre måneder.
Spanieren har ikke været på banen siden 6-0-sejren over Ludogerets i Champions League i midten af oktober, og nu står det klart, at et comeback ligger et godt stykke ude i fremtiden.
På sin hjemmeside skriver Arsenal, at klubbens lægestab nu har besluttet, at den spanske landsholdsspiller skal opereres for sin skade i anklen.
- Et genoptræningsprogram har ikke løst problemet. Vi forventer, at det vil vare omkring tre måneder, før Cazorla er helt helbredt, lyder det fra klubben.
Den 31-årige spanier har spillet 11 kampe for Arsenal i denne sæson og scoret to mål.
Arsenal er aktuelt på fjerdepladsen i Premier League, tre point efter førende Chelsea. Holdet møder West Ham på lørdag.
/ritzau/