Arsenal henter tjekkisk topmålmand hos lokalrival
Petr Cech skifter til Arsenal efter at have spillet for Chelsea i 11 år med knap 500 kampe i handskerne.
Målmanden med den karakteristiske hjelm skifter fra Chelsea til Arsenal.
Målmanden med den karakteristiske hjelm skifter fra Chelsea til Arsenal. Foto: Mike Egerton/EMPICS SPORT


Premier League-klubben Arsenal har hentet sommerens foreløbigt mest markante forstærkning.

Fra næste sæson får London-klubben nemlig målmanden Petr Cech i truppen.

Den tjekkiske målmand behøver ikke flytte langt væk, han skifter nemlig fra lokalrivalerne Chelsea, hvor han er blevet tilovers, efter Thibaut Courtois har sat sig på målmandsposten.

Det bekræfter begge klubber på deres respektive hjemmesider.

Arsenal oplyser ikke, hvor lang kontrakten er, men klubben skriver, at den er "af længere varighed". Det glæder manager Arsène Wenger at få Cech i truppen.

- Petr Cech er en spiller, jeg har beundret i lang tid, og jeg er meget taknemmelig over, at han har besluttet at tilslutte sig os.

- Han har bevist gennem mange sæsoner, at han er en af de mest enestående målmænd i verden, og han vil styrke os klart, siger Wenger til Arsenals hjemmeside.

Manageren var også en af årsagerne til, at Cech valgte at skifte til Arsenal, siger målmanden selv.

- Da Arséne Wenger snakkede med mig om ambitionerne for klubben, og hvordan han så mig som en del af holdet, så var beslutningen helt klar for mig, siger Petr Cech.

I Arsenal kommer han til at skulle kæmpe med colombianeren David Ospina og polakken Wojciech Szczesny om spilletiden i målet.

Netop kamp om spilletiden har Cech ikke været vant til i størstedelen af sine 11 år i Chelsea, hvor han opnåede 494 kampe på førsteholdet, hvilket gør ham til den udlænding, der har spillet flest kampe for klubben.

I 228 af kampene holdt han målet rent.

I de første 10 sæsoner var han klokkeklart førstevalg i Chelsea, men tilgangen af belgieren Thibaut Courtois sendte uvant Cech på bænken sidste sæson, hvor det kun blev til 16 kampe i diverse turneringer.

Siden et uheld i oktober 2006 har Petr Cech spillet med en efterhånden karakteristisk hjelm på hovedet.

Målmanden har desuden spillet 114 landskampe for Tjekkiet, og Cech er syv gange kåret til årets fodboldspiller i hjemlandet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.