Arsenal fuldender elendig november i Premier League
Arsenal satte føring over styr mod Norwich, der fik 1-1 mod Wengers mandskab. Liverpool vandt over Swansea.


Arsenal skuffede søndag aften i Premier League, da mesterskabsbejlerne måtte nøjes med uafgjort ude mod Norwich.

Arsène Wenger måtte se sit mandskab spille 1-1 mod Norwich fra bunden af Premier League.

Dermed lykkedes det ikke for Arsenal at vinde en eneste af holdets tre ligakampe i november. Udbyttet blev blot to point.

London-klubben har 27 point på ligaens fjerdeplads, hvilket er to færre end topholdet fra Manchester City.

Det begyndte ellers godt for gæsterne, da Mesut Özil efter en halv time bragte Arsenal på 1-0.

Alexis Sanchez opsnappede en skidt Norwich-aflevering frem i banen og spillede Özil fri. Tyskeren drejede med stort overblik bolden i mål.

Umiddelbart før pausen fik værterne udlignet ved Lewis Grabban. Det eminente forarbejde stod Robbie Brady for, inden Grabban sendte bolden forbi Arsenal-keeper Petr Cech til 1-1.

I lange perioder af anden halvleg pressede Norwich på for at score sejrsmålet, og det var tæt på et par gange.

Svenske Martin Olsson havde et godt indlæg, som Gabriel var tæt på at heade i eget mål, men Cech fik reddet.

Jonathan Howson havde desuden et skud forbi målrammen på det efterfølgende hjørnespark.

Kampen blev dyr for Arsène Wenger, da Alexis Sanchez og Laurent Koscielny undervejs måtte udgå med skader.

På Anfield vandt Liverpool med 1-0 over Swansea på en straffesparksscoring fra James Milner.

Hjemmeholdet havde svært ved at få brudt Swanseas defensiv, men efter en times spil kom gæsternes Neil Taylor ubevidst til at svinge armen ind i bolden efter et indlæg fra Jordan Ibe.

James Milner scorede sikkert på det efterfølgende straffespark.

Liverpool har nu vundet tre af de seneste fire kampe, hvilket har sendt manager Jürgen Klopps mandskab op på en sjetteplads med 23 point - seks færre end ligaens førerhold fra Manchester City.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.