Arsenal-bomber skuffet efter sen Liverpool-udligning
Den franske angriber Olivier Giroud var ikke tilfreds med, at Arsenal smed sejren i 3-3-opgøret mod Liverpool.
Arsenals angriber Olivier Giroud scorede to gange i onsdagens kamp mod Liverpool. Det var dog ikke nok til sejr i kampen, der endte 3-3.
Arsenals angriber Olivier Giroud scorede to gange i onsdagens kamp mod Liverpool. Det var dog ikke nok til sejr i kampen, der endte 3-3. Foto: Jon Super/AP


Arsenals topscorer, Olivier Giroud, var få minutter fra at kunne kalde sig matchvinder i onsdagens opgør, hvor London-klubben gæstede Liverpool på Anfield.

Efter at angriberen med sit andet mål i kampen havde bragt Arsenal foran med 3-2, lignede det i lang tid en sejr til gæsterne. I det 89. minut dukkede Liverpools Joe Allen dog op på kanten af Arsenals felt, og midtbanespilleren kunne udligne til slutresultatet 3-3.

Derfor var Arsenals franske angriber skuffet efter kampen.

- Det er et skuffende resultat, fordi vi førte 3-2 med et minut tilbage. Det var en god kamp for fansene, men når man lukker tre mål ind på udebane, er det svært at vinde, lyder det efter kampen fra Giroud ifølge det norske nyhedsbureau NTB.

Liverpools Joe Allen var til gengæld godt tilfreds med at kunne bidrage med en sjælden scoring og dermed være med til at sikre sit hold et sent point.

- Det var dejligt at kunne have indflydelse på kampen, siger Allen efter kampen og tilføjede, at resultatet vidner om indstillingen på Liverpool-holdet, der handler om at kæmpe, indtil dommerens fløjte lyder for sidste gang.

Kampen mellem de to storklubber var generelt præget af svagt forsvarsspil. Og det var også noget, som Liverpool-træner Jürgen Klopp hæftede sig ved.

- Vi lukkede alt for lette mål ind. Et point er fint, men vi kunne også have vundet, lyder det fra Liverpools tyske manager, der har været i klubben siden oktober.

Med det uafgjorte resultat ligger Arsenal fortsat på førstepladsen i den engelske Premier League med 43 point. Med lige så mange point ånder Leicester dog Arsenal i nakken, mens Manchester City er tre point efter London-holdet.

Liverpool ligger nummer ni i Premier League med 31 point.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.