Arrig Johanne Schmidt: Dagpenge-katastrofe større end antaget
Når 55.600 ledige har mistet dagpenge, må systemet have flere penge, mener SF og Enhedslisten.
SF og EL forsøger nu sammen at presse Helle Thorning og regeringen til at bruge flere penge på dagpengeområdet.
SF og EL forsøger nu sammen at presse Helle Thorning og regeringen til at bruge flere penge på dagpengeområdet. Foto: PHILIP DAVALI/POLFOTO


Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) kommer nu under fornyet pres fra sine egne støttepartier, SF og Enhedslisten, for at finde en løsning på dagpengeområdet.

Og det skal være en løsning, hvor der afsættes flere penge til systemet, lyder det fra SF og Enhedslisten, efter at nye tal fra A-Kassernes Samvirke (AK-Samvirke) viser, at over 56.000 har opbrugt retten til dagpenge siden januar 2013.

Det er dog usikkert, hvor stor en andel af de i alt 56.600, der er kommet i arbejde igen.

Men nu må Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke Rasmussen (V) svarer på, hvordan de vil løse udfordringen, mener SF's formand, Pia Olsen Dyhr:

- Danskerne har krav på at vide, hvilken løsning Lars og Helle har i tankerne. Når vælgerne sætter deres kryds, skal de jo vide, hvad de stemmer på. Det kan ikke vente til efter valget, siger Pia Olsen Dyhr og tilføjer:

- Det er snart sidste udkald inden valget. Og det er ikke rimeligt at holde de mange, der er ramt af dagpengereformen, i fortsat uvished. Få nu ulden ud af munden.

Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, siger:

- De her tal viser jo også tydeligt, at dagpengekatastrofen er langt større end først antaget. Det kan godt være, at regeringen siger, krisen er aflyst, men det er ringe trøst for ofrene for dagpengereformen.

- Derfor er det ikke godt nok, at Thorning hårdnakket insisterer på, at der ikke må bruges flere penge på et nyt dagpengesystem. Vi skal jo huske på, at Thulesen Dahl, Løkke og Vestager stjal to milliarder fra de arbejdsløse.

- Hvis vores dagpengesystem skal forbedres, bliver vi simpelthen nødt til at tilbageføre nogen af de penge, som blev stjålet fra systemet i 2010, siger Johanne Schmidt-Nielsen.

Både Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke Rasmussen har fastslået, at de vil afvente dagpengekommissionens anbefalinger, før de lægger sig fast på en løsning. Anbefalingerne kommer først efter valget.

Thorning og Løkke er også enige om, at selvom der bliver ændret på dagpengereglerne, så skal der samlet set ikke bruges flere penge på dagpengesystemet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.