Arrangør vil udskyde cykel-VM
VM i cykling i 2016 skal først køres i oktober grundet de høje temperaturer i Qatar i september.
Mark Cavendish i midten med Dohas skyline i baggrunden. Arkivfoto.
Mark Cavendish i midten med Dohas skyline i baggrunden. Arkivfoto. Foto: POULSEN LARS/Polfoto


År efter år er VM i cykling blevet afviklet i september, men det skal ikke være tilfældet i 2016-udgaven i Qatar.

Ruten blev offentliggjort lørdag, og arrangørerne afslørede ved samme lejlighed, at VM-ugen kommer til at ligge fra 9. til 16. oktober, skriver Cyclingnews.com.

Det sker for at give rytterne de bedst mulige vilkår. I september kan man forvente ekstrem varme i Doha, mens temperaturerne er lavere i oktober.

Rytterne må dog stadig indstille sig på varme forhold i omegnen af 35 grader, hvis man skal tro gennemsnitstemperaturerne for Doha i oktober.

Den internationale cykelunion, UCI, har dog endnu ikke godkendt datoerne.

Men går det, som arrangørerne ønsker det, vil VM kulminere med herrernes linjeløb søndag den 16. oktober.

På lørdagens præsentation blev det blandt andet annonceret, at ruten tæller en brostenspassage på 1,2 kilometer i den afsluttende rundstrækning i Doha, der skal køres et endnu ukendt antal gange.

Den første del af løbet bliver kørt i Qatars ørken.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.