Arnesen revser DBU for behandling af Morten Olsen
DBU har optrådt alt andet end værdigt over for landstræner Morten Olsen, mener Frank Arnesen.
Frank Arnesen kritiserer DBU for behandlingen af landstræner Morten Olsen.
Frank Arnesen kritiserer DBU for behandlingen af landstræner Morten Olsen. Foto: VAN NORDE ERNST/POLFOTO


Der har været meget støj omkring Dansk Boldspil-Union (DBU), siden direktør Claus Bretton-Meyer kom til som direktør for omkring halvandet år siden.

Blandt andet har der været uenigheder mellem DBU-ledelsen og landstræner Morten Olsen, som derfor har valgt at meddele, at han stopper som landstræner efter EM i 2016, hvor kontrakten udløber.

Hans gamle landsholdskammerat fra 80'er-holdet og nuværende sportsdirektør i Paok Saloniki, Frank Arnesen, kan godt forstå, at Olsen har sagt stop.

- Jeg mener, at DBU har gjort det unødvendigt svært for sig selv, sådan som de har optrådt. Jeg tror og håber, at de har lært af det. For når man eksempelvis går ud og siger, at alle kan blive fyret, skal man altså lige vide, hvilken rolle man har, siger Arnesen til BT.

Derfor mener han også, landstræneren tog den helt rigtige beslutning ved at meddele sin afsked for åben skærm i forbindelse med en landsholdsudtagelse.

- Morten Olsen tog den rigtige beslutning ved at stoppe, synes jeg. Også at han gjorde det på den måde, som han valgte at gøre det på. Han var helt afklaret efter de ting, der er sket internt, siger Frank Arnesen.

- Der er ingen anden person, som individuelt har betydet så meget for dansk topfodbold som Morten Olsen igennem de 130 år, DBU har eksisteret. Derfor fortjener han en god afsked.

Morten Olsen udtager tirsdag landsholdet til EM-kvalifikationskampene mod Albanien 4. september og Armenien 7. september.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.