Arne Melchior delte vandene og gik ikke på kompromis
Den danske politiker Arne Melchior døde lørdag 91 år gammel. Kolleger husker ham som dybt engageret.
Den tidligere trafikminister og medstifter af Centrum-Demokraterne Arne Melchior døde lørdag i en alder af 91 år. Arkivfoto.
Den tidligere trafikminister og medstifter af Centrum-Demokraterne Arne Melchior døde lørdag i en alder af 91 år. Arkivfoto. Foto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix


Den tidligere trafikminister og medstifter af Centrum-Demokraterne Arne Melchior havde meget stærke holdninger og gik ikke på kompromis, uanset hvad meningsmålinger viste, eller hvad omverden mente.

Det gjorde blandt andet, at han til tider delte vandene. Sådan mindes forhenværende formand for Centrum-Demokraterne Mimi Jakobsen sin kollega, der døde lørdag i en alder af 91 år.

- Han var en farvestrålende politiker. Han havde en stor personlighed og meget stærke holdninger, der gjorde, at han kunne skille vandene, også i partiet.

- Men han gik frem med krum hals, siger hun.

Som politiker stak Arne Melchior især ud ved at være en kombination af temperamentsfuld og resultatorienteret, fortæller Peter Duetoft, der er tidligere folketingsmedlem og landsformand for Centrum-Demokraterne.

- Han var tro mod sine grundholdninger.

- Det, jeg respekterede ham mest for, var, at man kunne regne med, at han stod ved, det som han troede på, siger Peter Duetoft og tilføjer, at det i hans optik er en mangelvare i dansk politik i dag.

Folketingspolitikeren, der som jøde måtte flygte til Sverige under Anden Verdenskrig, forlod i 1973 Socialdemokratiet for at danne Centrum-Demokraterne (CD).

Det gjorde han sammen med Erhard Jakobsen, Mimi Jakobsens far.

En af Arne Melchiors største politiske sejre er Storebæltsbroen, som han arbejdede indædt for skulle blive til virkelighed.

Arne Melchior skabte en del opmærksomhed, da han som ordfører udtrykte forståelse for Israels anvendelse af "moderat fysisk pres" ved afhøringer i forbindelse med terrorisme.

Det sagde han i kølvandet på, at den israelske ambassadør, Carmi Gilons, havde udtalt, at ambassadøren støttede brugen af tortur, og at Israel kunne være nødsaget til at bruge tortur igen.

Det kom som en overraskelse for de fleste, da han i en lang række andre sammenhænge netop havde markeret sig stærkt som fortaler for menneskerettigheder og næstekærlighed.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.