Armskadet Sharapova trækker sig fra endnu en turnering
Afslutningen på denne tennissæson er ikke gået, som Maria Sharapova havde ønsket. Skader har plaget russeren.
Maria Sharapova må kysse farvel til China Open på grund af en skade.
Maria Sharapova må kysse farvel til China Open på grund af en skade. Foto: Screendump / Youtube/free


Maria Sharapova trak sig onsdag fra næste uges WTA-turnering China Open i kinesiske Beijing. En skade i den ene arm generer russeren.

For to dage siden forsøgte Sharapova at spille ved WTA-turneringen Wuhan Open, men hun formåede ikke at fuldføre tenniskampen mod tjekken Barbora Strycova i anden runde.

- Jeg er meget skuffet over at være nødt til at trække mig fra China Open i år, så jeg ikke får mulighed for at forsvare min titel, siger Sharapova.

Verdens nummer tre har været plaget af skader siden juli, hvor hun tabte semifinalen ved Wimbledon til Serena Williams.

Afbuddet til China Open, hvor danske Caroline Wozniacki også stiller op, kommer efter flere andre afbud til store turneringer, heriblandt US Open.

Mens det tidligere har været det ene ben, som har drillet, var det i mandagens kamp mod Barbora Strycova en skade i den venstre arm, som tvang Sharapova til at stoppe i starten af tredje sæt.

Sharapovas udmelding skaber også tvivl om, hvorvidt hun kan nå at blive klar til at deltage ved sæsonfinalerne i Singapore i slutningen af oktober.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.