Arla efter video: Sikkerhedsniveau kan ikke blive højere
Ny opsigtvækkende video ændrer ikke noget ved Arlas sikkerhedsniveau i Saudi-Arabien, der i forvejen er højt.
En gruppe tilhængere af den militante gruppe Islamisk Stat (IS) tager i en video skylden for en skudepisode mod en dansker. Arkivfoto.
En gruppe tilhængere af den militante gruppe Islamisk Stat (IS) tager i en video skylden for en skudepisode mod en dansker. Arkivfoto. Foto: Uncredited/AP


Selv om en gruppe tilhængere af den militante gruppe Islamisk Stat (IS) i en video tager skylden for en skudepisode i Saudi-Arabiens hovedstad mod en dansk Arla-ansat, får det ikke virksomheden til at øge sit sikkerhedsberedskab.

Den er nemlig i forvejen på højeste niveau, lyder det fra Arlas pressechef, Theis Brøgger.

- Arla ser på denne situation med stor alvor. Det gjorde vi, før denne her video kom frem. og det gør vi fortsat nu. Vi kører lige nu med maksimale sikkerhedsforanstaltninger, så vi har skærpet sikkerheden så meget, vi kan, siger Arlas pressechef Theis Brøgger til Ritzau.

Han vil ikke komme nærmere ind på, hvad de skærpede sikkerhedsforanstaltninger består af - netop af hensyn til sikkerheden for de ansatte. Men han fortæller, at Arla hjælper de lokale myndigheder, så godt de kan med at få opklaret sagen.

- Vi er i tæt dialog med dem, der efterforsker hos de saudiske myndigheder. Også via den danske ambassade. Det er en efterforskning, der bliver ledt af de saudiske myndigheder, og dem har vi stor tiltro til, siger Theis Brøgger.

Skyderiet mod den danske Arla-ansat skete den 22. november, de han blev ramt i skulderen af skud i den saudiarabiske hovedstad, Riyadh. Det skete, da han i bil forlod sin arbejdsplads.

Danskeren, der blev skudt, blev efterfølgende opereret, og han meldes i bedring.

Videoens ægthed kan ikke umiddelbart verificeres. Theis Brøgger bekræfter imidlertid, at der i videoen henvises til skudepisoden fra den 22. november.

Videoen er blevet offentliggjort af al-Battar Media Foundation og påstår at vise en operation udført af "Islamisk Stats støtter i de to hellige moskéers land" med henvisning til navnet, nogle islamister bruger om Saudi-Arabien.

Den er optaget fra en bil, som kører på en vej med skilte mod forskellige bydele i Riyadh. Her ser man en pistol blive affyret gennem et åbent vindue mod en hvid bil, der kører i samme retning.

Videoen indeholder også klip af taler fra lederen af Islamisk Stat, Abu Bakr al-Baghdadi, samt talsmanden Abu Mohammed al-Adnani, der opfordrer saudiarabere til "at dræbe og spytte" på borgere fra lande i Vesten, der er involveret i kampen mod IS.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.