Arkitekt Johannes Exner er død - 89 år gammel
Exner stod sammen med sin hustru bag mange restaureringer af kendte danske bygninger.


Den kendte danske arkitekt Johannes Exner er død, 89 år gammel.

Det fremgår af en dødsannonce, som hans mangeårige hustru og samarbejdspartner, Inger Exner, lørdag har indrykket i Jyllands-Posten på familiens vegne.

Johannes Exner, der døde 16. maj, markerede sig gennem flere generationer som arkitekt, og særligt som fornyer af dansk kirkearkitektur blev han kendt.

Gug Kirke ved Aalborg, Nørrelandskirken i Holstebro og Islev Kirke i Rødovre er eksempler på det. Alle tre blev tegnet i samarbejde med hustruen.

Parrets hovedværk betegnes dog ofte som restaureringen af Koldinghus over en periode på 22 år. Det er et arbejde, der blandt andet har været med til, at Johannes Exner i 2011 blev hædret med kulturarvsprisen Europa Nostra.

Herudover er Rundetårn og Trinitatiskirken i København også blevet restaureret under ægteparret Exners ledelse.

Johannes Exner var foruden aktiv arkitekt også professor ved Arkitektskolen i Aarhus, hvor han begyndte som lektor i 1965. Aarhus blev også hjem for parrets tegnestue.

- På tegnestuen har Johannes Exners utrættelige arbejde med at udvikle projekter med stærke hovedgreb og veludførte deltaljer været til stor inspiration for alle, der har arbejdet sammen med ham, skriver medarbejder fra tegnestuen E+N Arkitektur i et mindeord i Jyllands-Posten.

Begravelsen af Johannes Exner finder sted 29. maj i Aarhus.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.