Argentinsk tennisstjerne udsætter comeback
Juan Martin del Potro har ikke spillet en turnering siden februar og dropper planlagt comeback i næste uge.
Tennis-sæsonen er gået i gang. Men i første omgang bliver det uden den tidligere argentinske topspiller Juan Martin del Potro, der fortsat døjer med en langvarig håndledsskade.
Tennis-sæsonen er gået i gang. Men i første omgang bliver det uden den tidligere argentinske topspiller Juan Martin del Potro, der fortsat døjer med en langvarig håndledsskade. Foto: www.colourbox.com/free


Den argentinske tennisstjerne Juan Martin del Potro, som i 2009 vandt grand slam-turneringen US Open, kæmper fortsat med følgerne af en håndledsoperation.

Efter planen skulle Juan Martin del Potro have gjort comeback i ATP-turneringen i Brisbane i næste uge, men han har meldt afbud.

Juan Martin del Potro har især problemer med at slå til bolden, når det gælder hans tohåndsbaghånd.

Argentineren blev opereret i marts sidste år, og han spillede sin seneste kamp tilbage i februar i Dubai, men opgav at fuldføre efter første sæt.

Det er ikke første gang, at håndledet driller Juan Martin del Potro. Han missede hele 2010-sæsonen kort efter sin triumf ved US Open, da håndledsskaden første gang ramte ham.

Med afbuddet til turneringen i Brisbane er det yderst tvivlsomt, om Juan Martin del Potro bliver klar til årets første grand slam-turnering, Australian Open i Melbourne, hvor det går løs 19. januar.

På grund af skaden er Juan Martin del Potro nede som nummer 137 på verdensranglisten.

/ritzau/dpa

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.