Argentinas ekspræsident tiltalt i sag om valutafusk
Cristina Fernandez de Kirchner mistænkes for at have holdt hånden under landets valuta via udsalg af dollar.
Argentinas tidligere præsident Cristina Fernandez de Kirchner er involveret i en sag om påstået valutafusk. Arkivfoto
Argentinas tidligere præsident Cristina Fernandez de Kirchner er involveret i en sag om påstået valutafusk. Arkivfoto Foto: Ricardo Mazalan/AP


Den tidligere argentinske præsident Cristina Fernandez de Kirchner er fredag blevet tiltalt i en sag om mulig valutamanipulation under sin tid i det magtfulde embede.

Foruden Fernandez er også den tidligere økonomiminister Axel Kicillof og forhenværende centralbankchef Alejandro Vanoli blevet tiltalt for "troløs administration til skade for den offentlige forvaltning", lyder det ifølge retsdokumenter.

Dommer Claudio Bonadios beslutning giver anklagerne mulighed for at indlede en retssag mod Fernandez. Hun kan dog anke beslutningen.

Anklagen går på, at toppolitikerne har været involveret i, at den argentinske centralbank indgik kontrakter om at sælge ud af centralbankens beholdning af amerikanske dollar til priser under markedsniveau. Det skete angiveligt for at styrke Argentinas møntfod, peso.

Ifølge tiltalen kostede manøvren landet millioner af dollar i tab.

Der skulle være tale om transaktioner for mellem 5 og 17 milliarder dollar.

- Det er umuligt at tro, at en finansiel operation i denne størrelsesorden kan have været udført uden godkendelse fra højeste niveau i den nationale regering, lyder det i retsdokumenterne.

I teorien er centralbanken et uafhængigt organ, men ifølge The New York Times mener forskere, at den længe er blevet brugt som et politisk redskab i det sydamerikanske land.

Fernandez forlod præsidentposten i december sidste år og blev afløst af Mauricio Macri.

Han vandt magten ved blandt andet at love at droppe den tidligere regerings valutapolitik, som ifølge Macri var med til at kvæle Argentinas økonomi. Siden Macris valgløfte blev til virkelighed, er peso blevet svækket 30 procent i forhold til den amerikanske dollar.

Fernandez nægter anklagerne og mener, at Macris regering udøver politisk forfølgelse.

Fernandez er populær på venstrefløjen, fordi hun har øget den sociale understøttelse og har nationaliseret flere selskaber, mens hendes kritikere siger, at hun har skabt en kultur, hvor det er udbredt at forvente almisser fra staten til skade for økonomien.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.