Argentina slår den forsvarende Copa-mester
Sergio Agüero headede Argentina tættere på knockoutfasen med sit sejrsmål mod Uruguay.
Argentinas Sergio Aguero (i midten) og Lionel Messi efter en brændt scoringsmulighed mod Paraguay ved Copa America. Kampen endte uafgjort. Bedre gik det for ergentinerne mod Uruguay.
Argentinas Sergio Aguero (i midten) og Lionel Messi efter en brændt scoringsmulighed mod Paraguay ved Copa America. Kampen endte uafgjort. Bedre gik det for ergentinerne mod Uruguay. Foto: Ricardo Mazalan/AP


Efter en ærgerlig uafgjort kamp mod Paraguay i første opgør ved Copa America fik Argentina tre vigtige point, da holdet tirsdag slog den forsvarende mester Uruguay 1-0 i en intens og til tider hårdtspillet kamp.

For anden kamp i træk var Manchester City-stjernen Sergio Agüero på pletten for argentinerne, da han ti minutter inde i anden halvleg kom forrest på et indlæg fra klubkammeraten Pablo Zabaleta og headede Argentina på 1-0.

Den føring holdt - modsat i Argentinas premiere mod Paraguay, der udlignede i kampens sidste minut - og turneringsfavoritten deler nu førstepladsen med paraguayerne, der også har fire point i gruppe B efter en 1-0-sejr over Jamaica.

De sydamerikanske temperamenter i arvefjendeopgøret mellem Argentina og Uruguay var flere gange ved at koge over med flere hårde tacklinger, og allerede efter den første halve time blev Argentina-træner Gerardo Martino med et rødt kort henvist til tilskuerrækkerne efter et skænderi med kampens dommere.

Uruguay indtager tredjepladsen i gruppen med tre point, mens Jamaica endnu ikke har fået point eller for den sags skyld scoret mål ved slutrunden.

I sidste runde i gruppespillet møder Uruguay Paraguay, mens Argentina skal op mod Jamaica.

Nummer et og to i gruppen går videre, mens de bedste treere også kommer i knockoutfasen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.