En lydløs protest fra tusindvis af fremmødte i Buenos Aires onsdag skulle symbolisere, hvordan anklageren Alberto Nisman blev gjort stille, da han angiveligt blev myrdet for en måned siden.
Den 51-årige anklager blev fundet død dagen før, han skulle møde for kongressen for at starte en sag mod den argentinske præsident Christina Kirchner.
Nisman anklagede præsidenten og hendes administration for at holde hånden over gerningsmændene til et angreb på et jødisk center, hvor 85 personer mistede livet.
Angrebet skete i 1994, men ingen er nogensinde blevet dømt for forbrydelsen.
Nisman døde af et skud mod tindingen, og mens retsmedicinerne kalder det selvmord, kalder oppositionen det for et snigmord.
For to år siden begyndte Alberto Nisman arbejdet på et 300 siders anklageskrift, der skulle præsenteres for et parlamentsudvalg dagen efter hans død.
Som del af beviserne findes omfattende aflytninger, der skal opklare mysteriet om, hvem der bombede et jødisk center i 1994. Et angreb, der kostede 85 mennesker livet, og som ingen nogensinde er blevet dømt for, men som præsidenten nu beskyldes for at dække over.
Alberto Nisman vidste, at afsløringerne ville forårsage et større ramaskrig. Ifølge den præsidentkritiske avis Clarin havde anklageren i ugerne op til sin død sagt til en af avisens journalister, at 'jeg kan ende med at dø, inden dette er ovre'. Medvirkende: Dansk tilrettelæggelse: Anne-Cathrine Jensen.