Kroatien og Argentina bliver lidt overraskende duellanterne, når Davis Cup-finalen i tennis skal afvikles i slutningen af november.
Søndag sikrede først den høje superserver Marin Cilic Kroatiens samlede sejr over Frankrig i semifinalen.
Han vandt 6-3, 6-2, 7-5 over Richard Gasquet og bragte derved kroaterne foran 3-1.
Dermed havde den femte og sidste kamp i opgøret blot kosmetisk betydning. Her reducerede Frankrig til 2-3.
I finalen bliver Kroatiens modstander Argentina, der samlet vandt 3-2 på udebane over den forsvarende mester, Storbritannien.
I den første kamp søndag bragte Andy Murray balance til stillingen 2-2 ved at slå Guido Pella med 6-3, 6-2, 6-3.
Derefter var det planen, at argentinernes førstesingle Juan Martin del Potro skulle i aktion for at afgøre sagerne til argentinernes fordel.
Men den tidligere US Open-mester, der har været igennem nogle skadesplagede sæsoner, var for slidt til at stille op efter to femsætskampe i single fredag og i double lørdag.
I stedet fik Leonardo Mayer chancen, og den greb han mod Daniel Evans, som ellers vandt første sæt. Mayer sørgede for argentinsk eufori ved at vinde 4-6, 6-3, 6-2, 6-4.
/ritzau/