296 gange greb Arbejdstilsynet ind overfor farlige arbejdsforhold på metrobyggeriet sidste år.
De mange afsløringer er blandt andet kommet i stand, fordi Arbejdstilsynet siden maj sidste år har skærpet kontrollen på metroen. Det skete, efter at daværende Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) bad om øget kontrol.
Og den særlige kontrol bør fortsætte også i fremtiden. Sådan lyder det fra tilsynschef hos Arbejdstilsynet Karsten Bach Christensen
- Vi mener, at den ekstra indsats skal fortsætte en periode endnu, siger han.
Han mener, det skærpede fokus har virket. Men han vil indstille til beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen (S), at den særlige kontrol fortsætter.
I alt har metroens byggepladser fået tre gange så mange strakspåbud, forbud og påbud fra tilsynet, som normalt i byggebranchen. Det dokumenterer tilsynsrapporterne fra Arbejdstilsynet på metroen, som Fagbladet 3F har fået aktindsigt i.
Sidste år satte metrobyggeriet også rekord i påbud fra myndighederne. Dengang lovede ledelsen i Metroselskabet, at forholdene skulle forbedres.
Underdirektør Louise Høst understreger, at Metroselskabet er glade for den ekstra kontrol.
- Vi bruger påbuddene som et redskab til at forbedre arbejdsmiljøet. Det kan lyde paradoksalt, men det har faktisk været en hjælp for os, siger Louise Høst.