Arbejdspsykolog: Ledige kan miste initiativet, når de piskes med hårde krav
Kontanthjælpsmodtagere, der føler sig pressede eller modløse, risikerer at miste energi og motivation. Sådan er budskabet fra lektor i arbejdspsykologi Einar Baldursson.
- Des mere du føler, du selv kan bestemme, des stærkere er du, siger Einar Baldursson.
- Des mere du føler, du selv kan bestemme, des stærkere er du, siger Einar Baldursson. Foto: Michael Koch/Scanpix


Det skal kunne betale sig at arbejde. Og de, der ikke er i job, har brug for at føle piskens snert i form af krav og økonomiske sanktioner. Så vil de tage sig sammen.

Sådan lyder tidens politiske mantra.

Men de mange nye politiske reformer, der skal få flere kontanthjælpsmodtagere til at tage et job, risikerer at give bagslag.

Selvom den økonomiske gevinst ved et arbejde bliver større, så er menneskets psyke indrettet sådan, at når man oplever at være under andres kontrol, går det ud over ens motivation og ressourcer.

Det forklarer lektor i arbejdspsykologi ved Aalborg Universitet Einar Baldursson.

- Hvis du føler, at andre bestemmer over dig, vil det automatisk betyde, at man mister energi og initiativ. Og det er sådan set en naturlig reaktion. For når andre bestemmer over dig, handler det om at finde ud af, hvad de vil, siger Einar Baldursson til Avisen.dk

Selvbestemmelse styrker

Spørgsmålet om kontrol over for magtesløshed er et af de ældste fokus-punkter i psykologien. Og svaret er ganske simpelt, forklarer han:

- Des mere du føler, du selv kan bestemme, des stærkere er du, siger Einar Baldursson.

Modsat svækker det viljestyrken, når mennesker får frataget indflydelse eller oplever at blive behandlet som en ting, slår lektoren fast.

Nye incitamenter

Netop nu venter landets 150.000 modtagere af kontanthjælp og uddannelseshjælp på at få svar på, om de bliver ramt af en eller flere af de nye regler på området. Det drejer sig om blandet andet:

- Kontanthjælpsloftet.

- 225 timers-reglen.

- Integrationsydelsen, som også kan ramme danskere.

Omkring 30.000 personer forventes at blive berørt af kontanthjælpsloftet alene. Ifølge Beskæftigelsesministeriets egne beregninger vil det føre til, at 700 kommer i arbejde. Mange tusinde vil opleve at få færre penge.

'Tillært hjælpeløshed'

Einar Baldursson forklarer, at hvis man over længere perioder oplever magtesløshed eller mangel på kontrol, risikerer man at udvikle det, som i fagsprog kaldes ’tillært hjælpeløshed’.

Det er ikke noget, man 'lærer' ligesom en færdighed. Det er en bestemt måde, sindet reagerer på.

- Det øger risikoen for psykiske lidelser, i særdeleshed depression. Den nyeste forskning peger i retning af, at man kan sammenligne med en form for handicap, altså en permanent negativ forandring, siger han.

Sammenligningen med et handicap er et nyere område i forskningen, men til gengæld står den generelle viden helt fast, understreger han:

- Vi har ekstremt god forsknings-evidens for den generelle forståelse: Kontrol over dit eget liv og meningsfuldhed styrker – men hvis du mister det, risikerer du at blive ramt af 'tillært hjælpeløshed'. Og jeg kan ikke se, at man kan drage andre konklusioner, end at kontanthjælpsmodtagerne er i særligt øget risiko, lyder det fra Einar Baldursson.

Han ærgrer sig over, at der ikke har været et politisk ønske i at forske mere i den psykologiske betydning af reformerne på beskæftigelsesområdet.

- Interessen for gruppen er forbavsende lille. Det er besynderligt, for jeg er ret sikker på, at en bedre indsigt også ville føre til bedre indsatser, og give et positivt udslag på bundlinjen, siger lektoren i arbejdspsykologi.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.