Arbejdsmand mister erstatning på en kvart million
Landsretten ændrer dom, så esbjergenser går glip af 237.000 kroner i erstatning efter en arbejdsulykke.
Retten i Sønderborg havde egentlig tilkendt en bygningsarbejder fra Esbjerg en stor erstatning for en arbejdsulykke. Nu har landsretten sat den ned til 8300 kroner.
Retten i Sønderborg havde egentlig tilkendt en bygningsarbejder fra Esbjerg en stor erstatning for en arbejdsulykke. Nu har landsretten sat den ned til 8300 kroner. Foto: Claus Fisker/Scanpix


En bygningsarbejder fra Esbjerg, der var udsat for en arbejdsulykke i 2010, får alligevel ikke den ekstra erstatning, som Retten i Sønderborg ellers havde tilkendt ham.

Byretten havde tilkendt ham 245.000 kroner, men det beløb har landsretten sat ned til 8300 kroner.

I vinteren 2009-2010 var han ansat som arbejdsmand på en byggeplads på Uglekær i Aabenraa. 5. januar skulle han køre nogle betonbrokker væk på en trillebør.

Han kørte som sædvanlig ned ad en skrænt mellem to boligblokke. Skrænten var glat, og pludselig forsvandt benene under ham. Han kurede på halen ned ad skrænten og fik trillebøren over sig.

Efter uheldet havde han voldsomme smerter i lænden, ryggen og den ene albue og var sygemeldt i nogen tid.

Arbejdsskadestyrelsen anerkendte uheldet som en arbejdsulykke og tilkendte ham erstatning for 50 procent tab af erhvervsevne. Knap et år efter fik han tilkendt førtidspension.

Hans fagforening, 3F, mente desuden, at hans arbejdsgiver, entreprenørfirmaet Jorton A/S, havde ansvaret for uheldet. Man kendte til den glatte skrænt og vidste, at folkene brugte den som genvej. Derfor burde man enten have afspærret eller gruset den. Efter uheldet lavede firmaet en midlertidig trappe.

Både byret og landsret er enige med 3F i, at arbejdet ikke var sikkerhedsmæssigt forsvarligt tilrettelagt og dømte Jorton som erstatningspligtig.

I modsætning til byretten mener landsretten ikke, at de gener, han har nu, alene stammer fra uheldet i 2010, men også fra en tidligere arbejdsskade i 2005.

Men han har uden tvivl været udsat for et uheld, som arbejdsgiveren er skyld i, så han får erstatning for svie og smerte på 8300 kroner.

3F skal betale sagens omkostninger med 76.000 kroner til Jorton A/S.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.