Arbejdsløse Helle: Jobcentret bad mig droppe politik
Arbejdsløse Helle Nielsen blev på jobcentret opfordret til at droppe sit politiske arbejde, hvis hun ville gøre sig forhåbninger om at få et job.
Af Freja Thorbech
MERE
"Det er jo slet ikke godt for demokratiet, hvis os, der er sat uden for arbejdsmarkedet, ikke må have lov til at ytre os," siger Helle Nielsen.
"Det er jo slet ikke godt for demokratiet, hvis os, der er sat uden for arbejdsmarkedet, ikke må have lov til at ytre os," siger Helle Nielsen. Foto: Privat


Da den 55-årige arbejdsløse pædagog Helle Nielsen for nyligt var til samtale på jobcentret i Randers, var beskeden fra jobkonsulenten klar.

Hvis hun ville gøre sig nogle forhåbninger om at få et job, skulle hun lægge sit politiske arbejde på hylden.

Og den udmelding chokerede Helle Nielsen, der udover at være arbejdsløs også er folketingskandidat for Enhedslisten i Randers og formand i Landsforeningen Lediges Vilkår. Hun satte sig derfor ned og skrev et debatindlæg til Politiken

- Det er jo slet ikke godt for demokratiet, hvis os, der er sat uden for arbejdsmarkedet, ikke må have lov til at ytre os politisk. Jeg er arbejdsløs og ved noget om problematikken omkring ledighed, og derfor bør det vel netop være sådan nogle som mig, der ytrer sig. Ellers bliver vores stemme jo ikke hørt, forklarer hun til Avisen.dk om baggrunden for, at hun skrev sit indlæg.

Helle Nielsen har været uddannet pædagog siden 2005. De første tre-fire år efter endt uddannelse, var der rigeligt med arbejde at få. Og hun har derfor været vikar en række forskellige steder. Men i takt med krisen blev det sværere og sværere. I institutionerne dækkede de for hinanden ved sygdom i stedet for at tilkalde vikarer, ligesom Helle Nielsen har en oplevelse af, at det langt oftere er yngre ansøgere end hende, der bliver foretrukket til de ledige stillinger. 

Det er jo diskrimination

Men på jobcentret mente man altså også, at hendes politiske arbejde kunne spille ind.

Jobkonsulentens argument var ifølge Helle Nielsen, at hun havde et ry i Randers, og det kunne få arbejdsgiverne til at afstå fra at ansætte hende.

Men den argumentation kan Helle Nielsen slet ikke følge.

- Det er jo diskrimination, hvis de ikke vil ansætte mig, fordi jeg laver politisk arbejde. Man må ikke diskriminere på grund af eksempelvis etnicitet, hudfarve og køn, så hvordan kan det være lovligt at fravælge en ansøger på grund af politiske synspunkter eller politisk aktivitet? spørger hun retorisk.

Hun mener i stedet, at jobkonsulenten burde reagere, hvis han støder på arbejdspladser, der ikke vil ansætte politisk aktive og bede dem stoppe den praksis.

- Han skal da ikke opfordre de jobsøgende til at tilpasse sig den ulovlige diskrimination, siger Helle Nielsen til Avisen.dk.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.