Hvad stiller man op, når man efter mange jobansøgninger stadig er arbejdsløs og dagpengene er ved at løbe ud?
35-årige Daniel Jensen fra Frederikshavn valgte en utraditionel måde at gøre opmærksom på sig selv og sin ledighed: Han stillede sig i vejkanten med et skilt på maven. Nu har han fået job, skriver Nordjyske.dk.
På skiltet stod teksten "Har du et job til mig?" og Daniel Jensens telefonnummer. Han delte også CV'er ud til forbipasserende.
Det var fotoforretningen Click i Sæby, der ringede til Daniel Jensen og tilbød ham en jobsamtale. Han fik jobbet og starter på mandag - og han glæder sig, siger han til Nordjyske.dk.