Arbejdsheste arbejder frivilligt i fritiden
Lang arbejdstid hindrer ikke frivillighed
De frivillige har ofte fuldtidsjob ved siden af.
De frivillige har ofte fuldtidsjob ved siden af. Foto:Claus Fisker/Scanpix/Arkiv


Det er ikke et problem for danskere med arbejdsuger på mere end 37 timer at finde tid til at deltage i frivilligt arbejde, når de stempler ud.

Det skriver Kristeligt Dagblad.

Tværtimod er det hos dem med de længste arbejdsuger, at flest udfører frivilligt arbejde. Det viser en undersøgelse fra Danmarks Statistik. De har spurgt 5998 danskere, om de inden for de seneste 12 måneder har deltaget i frivilligt arbejde.

Det har 63 procent af de adspurgte, der tilbringer mere end 37 timer ugentligt på arbejde. De ligger dermed foran både studerende og dem, der "kun" arbejder 35-37 timer om ugen. For de to gruppers vedkommende har 58 procent svaret ja.

Ifølge Frederik C. Boll, indehaver af Ingerfair, der udvikler bæredygtige frivilligmiljøer, er der en ganske god forklaring på, at de, der arbejder mest, oftere laver frivilligt arbejde. Og den forklaring er arbejdspladsen.

"Vi ser samme mønster hos den del af befolkningen, som er mest veluddannet. De deltager også oftere i frivilligt arbejde end dem uden uddannelse eller med en erhvervsuddannelse. Ofte er det netop arbejdet, der skaber bro til frivilligt arbejde, for det netværk, mange skaber på arbejdspladsen, bliver en naturlig vej til frivilligt arbejde."

Det fremgår ikke af undersøgelsen, hvor lang tid de adspurgte bruger på frivilligt arbejde, og det er vigtigt at holde sig for øje, understreger Frederik C. Boll.

Han forklarer, at tidligere undersøgelser viser, at personer uden eller med kort uddannelse måske nok er mere sjældne i den frivillige verden. Men når de finder vej dertil, bruger de dobbelt så lang tid på det. 26 timer månedligt mod 13 timer blandt veluddannede.

læs hele historien i Kristeligt Dagblad eller på k.dk

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.