Arbejdsgiverne bytter minister for tidligere Fogh-hjælper
Efter Jørn Neergaard Larsen er blevet beskæftigelsesminister overtager Jacob Holbraad direktørposten i DA.
Dansk Arbejdsgiverforening får ny direktør. Jacob Holbraad tiltræder stillingen 1. november. Han overtager posten efter Jørn Neergaard Larsen, som er blevet beskæftigelsesminister.
Dansk Arbejdsgiverforening får ny direktør. Jacob Holbraad tiltræder stillingen 1. november. Han overtager posten efter Jørn Neergaard Larsen, som er blevet beskæftigelsesminister. Foto: GREGERS TYCHO/Arkivfoto/POLFOTO


Dansk Arbejdsgiverforening ansætter Jacob Holbraad, der har en længere fortid i Statsministeriet, som ny direktør.

Den 47-årige cand.scient.pol. er i dag direktør i Styrelsen for Undervisning og Kvalitet under Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling.

Jacob Holbraad tiltræder stillingen 1. november, skriver Dansk Arbejdsgiverforening (DA) i en pressemeddelelse.

Holbraad overtager direktørposten efter Jørn Neergaard Larsen, som i dag er beskæftigelsesminister.

Jørn Neergaard Larsen har været direktør i DA siden 1996. Han meldte sin afsked i foråret.

Jacob Holbraad har tidligere været departementsråd i Statsministeriet både i Lars Løkke Rasmussens (V) første statsministerperiode og siden i Helle Thorning-Schmidts (S) regeringsperiode.

Den kommende DA-direktør var chef for ministersekretariatet, da Anders Fogh Rasmussen var statsminister.

- Dansk Arbejdsgiverforenings bestyrelse er sikker på, at Jacob Holbraad har de helt rette kompetencer til at føre DA ind i det næste årti, siger DA's formand, Torben Dalby Larsen.

Bestyrelsen har samtidig udnævnt den 44-årige advokat og direktør Pernille Knudsen til vicedirektør. Hun får blandt andet dagligt ansvar for overenskomstforhandlinger.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.