Aqua: Sådan bliver det uden Claus Norreen
Aqua er gået fra en kvartet til en trio. Claus Norreens exit er udramatisk, men det er stadig ikke nemt.
I tirsdags mistede Aqua et medlem. Det er forløbet uden drama, men stadig med mange følelser.
I tirsdags mistede Aqua et medlem. Det er forløbet uden drama, men stadig med mange følelser. Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix


I mere end 20 år har Claus Norreen, René Dif, Søren Rasted og Lene Nystrøm arbejdet tæt sammen i popsensationen Aqua. Hits som "Barbie Girl" og "Doctor Jones" var med til, at bandet i 90'erne tog verden med storm.

I 2017 vender Aqua tilbage til scenen. Dog som trio.

Guitarist Claus Norreen har nemlig valgt at forlade bandet, hvilket har påvirket de resterende bandmedlemmer.

- Jeg tror, at jeg kommer til at savne ham mest, lige når jeg kommer ud på scenen, fortæller sangerinden Lene Nystrøm ærligt.

- Claus og jeg har altid haft en "soulmate-connection" der. Hvis han har en god dag, så føler jeg mig tryg og omvendt, siger hun med et smil på læben.

Trioen lægger vægt på, at guitaristens exit er foregået uden drama og uden, at de, med egne ord, er røget i flæsket på hinanden.

- Claus er og vil altid være min bedste ven. Vi er vokset op sammen, fortæller Søren Rasted, der siden Aqua-succesen blandet andet har brugt tiden i duoen Hej Matematik.

Claus Norreens exit blev offentliggjort i en pressemeddelelse, hvori han forklarede, at han var nået til en erkendelse om, at hans rejse med Aqua var nået til vejs ende, og at han ligeledes ikke havde den samme lyst til at turnere med bandet.

Selv om de resterende medlemmer respekterer guitaristens beslutning, så gør det stadig ondt.

- Jeg blev virkelig ked af det, men jeg kan godt forstå det, røber Søren Rasted, mens bandets rapper, René Dif, overtager:

- Vi har jo født den her baby sammen, men det var hans egen beslutning, og han er et andet sted.

- Claus vil helt sikkert blive savnet, siger Søren Rasted.

Aqua har sagt ja til at turnere rundt i landet med "Vi elsker 90'erne"-karavanen i 2017. Mandag fortalte de til et pressemøde, at de ikke har planer om at skulle promovere ny musik på turneen, men blot genskabe minderne fra 90'erne og deres største hits fra dengang.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.