En lommelygte, som vil vide, hvor du er, eller et hyggespil, der vil kende navnene i din telefonbog.
Flere apps på din smartphone kræver ofte at få adgang til en masse af dine private oplysninger, før du kan få adgang til dem.
Alligevel går mange danskerne ikke op i, hvilke krav de forskellige apps stiller til dem.
I en undersøgelse, som er udført af analyseinstituttet Wilke for Ritzau Fokus, svarer over halvdelen af respondenterne, at de "sjældent" eller "aldrig" læser de aftalevilkår, som popper op, når man downloader en ny app.
Kun 9,8 procent læser altid app'ens krav.
- Det er et lille tal, men det er også et skidt dilemma, forbrugerne står i, siger Anette Høyrup, seniorjurist ved Forbrugerrådet Tænk.
Der er nemlig ikke noget alternativ til at acceptere en app's krav.
Man kan nemlig ikke svare nej og stadig hente app'en. Enten accepterer du og giver adgang til alt, det lille program kræver, eller også må du helt opgive at hente app'en.
- Der er mange apps, der vil have adgang til din lokation. Men hvorfor skal en lommelygte eller et spil egentlig vide, hvor du befinder dig?, siger Anette Høyrup.
Hun oplever fortsat, at mange danskere ikke er opmærksomme på, hvad app'en kræver af adgang, men én særlig app fik dog en del danskere op af stolen.
- Da Facebooks "Messenger"-app krævede adgang til personlige SMS'er, var det en øjenåbner for mange danskere. Vi ved, at kravet også fik nogen til at droppe app'en og kun bruge programmet på computeren i stedet for, forklarer juristen.
Problemet er, at det samtykke, man giver, er meget bredt. Har du først trykket godkend, har du som bruger ingen kontrol med, hvor dine oplysninger gemmes, og hvad de senere kan blive brugt til.
Men med Europa-Kommissionens kommende forordning for persondata bliver der sat en stopper for de mest grelle eksempler på unødig dataindsamling.
- Med den sikres forbrugerne en reel kontrol med de data, de afgiver, og leverandørerne tvinges også til kun at indsamle de absolut mest nødvendige informationer om brugerne, vurderer Anette Høyrup.
I løbet af to år skal den nye persondataforordning træde i kraft, og det skal sætte en stopper for, at apps kan indsamle data, de ikke reelt har brug for.
Det betyder også, at hjemmesider med Facebook-ikoner ikke automatisk kan skabe en digital profil om de Facebook-brugere, der besøger andre hjemmesider.
Fakta: Det ændrer den kommende persondataforordning:
- Du får tydeligere oplysninger om, hvordan dine data bliver brugt
- Du får ret til at blive "glemt". Hvis du ikke længere ønsker, at en udbyder gemmer dine oplysninger, og udbyderen ikke har juridisk krav på at gemme dem, skal de slettes
- Hacking skal offentliggøres. Hvis en organisation bliver hacket, skal de straks oplyse det til myndighederne, så personer, der risikerer lækket data, får besked herom
Kilde: Europa Kommissionen
/ritzau/FOKUS