Apple og svensk telegigant når milliardaftale om patent
Efter knap et års uenighed er de to selskaber blevet enige om licensbetalinger i syv år.
Ericsson og Apple er blevet enige om en ny aftale for den amerikanske iPhone-producents brug af Ericsson-teknologi. Genrefoto
Ericsson og Apple er blevet enige om en ny aftale for den amerikanske iPhone-producents brug af Ericsson-teknologi. Genrefoto Foto: Colourbox/free


Den svenske elektronik-kæmpe Ericsson har indgået en aftale med Apple om amerikanernes brug af Ericsson-teknologi i smartphones og tablets.

Det oplyser Ericsson på sin hjemmeside.

- Ericsson og Apple er blevet enige om en global patentaftale mellem de to selskaber, skriver det svenske selskab.

- Som led i en syvårig aftale vil Apple udbetale en første betaling til Ericsson og efterfølgende betale løbende royalties. De mere specifikke detaljer i aftalen er fortrolige, lyder det videre.

Patentaftalen sætter punktum for en knap et år lang strid mellem giganterne, skriver avisen The Wall Street Journal. En tidligere aftale om globale licenser mellem selskaberne blev indgået i 2007, men udløb i januar 2015.

Først nu har forhandlingerne banet vej for en ny juridisk ordning.

- Vi er tilfredse med den nye aftale med Apple, der gør det muligt for begge selskaber fortsat at fokusere på at udvikle ny teknologi til det globale marked og åbner muligheden for mere samarbejde i fremtiden, siger Kasim Alfalahi, Ericssons direktør for immaterielle rettigheder, i en pressemeddelelse.

Præcis hvor mange penge Ericsson kan skovle ind fra den amerikanske iPhone- og iPad-producent er uklart.

Analytikere i UBS anslår dog over for Reuters, at aftalen medfører udbetalinger på cirka 3,6 milliarder svenske kroner for 2015 inklusive en engangsbetaling på en halv milliard for sagsomkostninger.

UBS vurderer videre, at aftalen vil øge Ericssons driftsoverskud med 13 procent i 2015 og ti procent næste år med 775 millioner svenske kroner per kvartal i patentbetalinger.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.