A.P. Møller - Mærsk deler sig i to og udskiller olieselskab
Ny strategi i A.P. Møller - Mærsk splitter selskabet i en transport- og logistikdivision samt energidivision.
Det fremtidige A.P. Møller - Mærsk vil blive splittet i to divisioner: Transport & Logistics og Energy, oplyser selskabet i en opdatering om den igangværende strategiproces. (arkivfoto)
Det fremtidige A.P. Møller - Mærsk vil blive splittet i to divisioner: Transport & Logistics og Energy, oplyser selskabet i en opdatering om den igangværende strategiproces. (arkivfoto) Foto: A.p. Møller - Mærsk/Free


Olie- og rederigiganten A.P. Møller - Mærsk splittes i to divisioner: Et transport- og logistikselskab samt et energiselskab. Det oplyser selskabet, der torsdag har afsløret hovedpunkterne i den nye strategi, som har været ventet med spænding.

Samtidig vil Maersk Oil blive udskilt, lyder det i meddelelsen. Ifølge formanden for bestyrelsen, Michael Pram Rasmussen, skal den nye struktur afspejle, at det er to meget forskellige industrier, der fremover udgør to ben i konglomeratet.

- De industrier, vi opererer i, er meget forskellige og begge står over for meget forskellige markedsvilkår og konkurrencemæssige forhold.

- Ved at opdele vores transport- og logistikforretninger og vores olie og olierelaterede forretninger i to selvstændige divisioner bliver begge i stand til at fokusere på deres respektive markeder, siger Michael Pram Rasmussen i en meddelelsen.

- Dette vil øge den strategiske fleksibilitet, fremme synergier mellem forretningerne i Transport & Logistics og samtidig sikre den nødvendige agilitet til at forfølge individuelle strategiske løsninger for olien og de olierelaterede forretninger, lyder det.

Indtil nu har A.P. Møller- Mærsk været delt op i fem divisioner, men selskabet forventer at kunne høste fordele ved at slå dem sammen til to. Fremtiden for selskabets olieaktiviteter skal nu falde helt på plads.

- Maersk Oil og olierelaterede forretningsenheder vil, enten individuelt eller kombineret, blive udskilt fra A.P. Møller - Mærsk A/S. Maersk Oil og vil fokusere på at optimere og styrke sin position i den danske, britiske og norske del af Nordsøen, lyder det i meddelelsen.

I sommer sagde selskabet farvel til topchef Nils Smedegaard Andersen og varslede samtidig en ny strategi, som man ville komme med en udmelding omkring inden udgangen af september.

Den konstituerede topchef Søren Skou fortsætter på posten og bliver samtidig administrerende direktør for Transport & Logistics divisionen. Claus V. Hemmingsen, der tidligere var administrerende direktør for Maersk Drilling, bliver administrerende direktør for energidivisionen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.