Antorini til virksomheder: Skaf flere praktikpladser - NU!
Danske virksomheder har mulighed for at oprette mere end 33.000 praktikpladser, viser en ny undersøgelse. Undervisningsministeren vil nu have sat turbo på oprettelsen af praktikpladser. LO peger fingre af arbejdsgiverne, mens DA bebrejder erhvervsskolerne.
- Der er absolut flere virksomheder, der godt kunne oprette praktikpladser, hvis de ville. Arbejdsmarkedets parter og ikke mindst virksomhederne har et stort ansvar for, at det skal rykke. Og det må gerne gå stærkt nu, hvor der er gang i væksten, fastslår Christine Antorini.
- Der er absolut flere virksomheder, der godt kunne oprette praktikpladser, hvis de ville. Arbejdsmarkedets parter og ikke mindst virksomhederne har et stort ansvar for, at det skal rykke. Og det må gerne gå stærkt nu, hvor der er gang i væksten, fastslår Christine Antorini. Keld Navntoft/Scanpix


Der er praktikpladser til alle - hvis altså virksomhederne tager deres tørn. Sådan lyder konklusionen i en ny undersøgelse som rådgivnings- og analysefirmaet Deloitte har udarbejdet for Undervisningsministeriet.

Den viser, at hvis alle virksomheder med faglært arbejdskraft tog deres tørn af uddannelsesansvaret, ville der være 33.755 praktikpladser til landets 11.000 unge, der i dag står i kø for at få praktikplads.

Den nye rapport havnede på bordet hos undervisningsminister Christine Antorini (S) i sidste uge. Og hun kalder den for en ’positiv overraskelse’.

LÆS OGSÅ: Den er god nok: 33.755 praktikpladser i sigte

- Der er i den grad brug for flere praktikpladser, fordi vi med den nye erhvervsuddannelsesreform jo gerne vil have endnu flere unge til at blive faglærte. Derfor er det en opløftende rapport, fordi den viser, at der er masser af muligheder for at skabe flere praktikpladser, siger Christine Antorini til Ugebrevet A4.

Skaf pladser nu

I løbet af kort tid indkalder hun arbejdsmarkedets parter til drøftelser om manglen på praktikpladser. Og ministeren lægger ikke skjul på, at rapporten vil blive brugt til at få både arbejdsgivere og fagbevægelse op på beatet.

- Der er absolut flere virksomheder, der godt kunne oprette praktikpladser, hvis de ville. Arbejdsmarkedets parter og ikke mindst virksomhederne har et stort ansvar for, at det skal rykke. Og det må gerne gå stærkt nu, hvor der er gang i væksten, fastslår Christine Antorini.

LO-sekretær Ejner K. Holst har sjældent pløjet en analyse igennem så hurtigt og været så overrasket over konklusionen.

- Det er jo fantastisk, at der er mulighed for at fremskaffe 33.000 praktikpladser til de unge, der gerne vil tage en erhvervsuddannelse. Det er en valid undersøgelse, så jeg tror på det. Og hvis vi bare kunne nå i mål med det halve antal praktikpladser, vil jeg gå på hænder hele vejen hen til Langebro – hvis jeg ellers kunne, siger han til Ugebrevet A4.

"Det er for dumt"

I samme åndedrag som LO-sekretæren lovpriser regnestykket, skælder han virksomhederne ud.

- Det skriger da til himlen, at ikke en gang hver fjerde danske virksomhed med faglærte, ansætter lærlinge. Det er da for dumt, at man ikke sørger for at uddanne de unge og sikre sig, at man har kvalificeret arbejdskraft i fremtiden. Det er ikke rettidig omhu, fastslår Ejner K. Holst.

Men i Dansk Arbejdsgiverforening, DA, mener man ikke, at skylden for de manglende praktikpladser udelukkende skal placeres hos virksomhederne, sådan som LO-sekretæren gør.  Mange erhvervsskoler fejler i deres praktikpladsopsøgende arbejde, anfører chefkonsulent i DA Simon Neergaard-Holm.

Han henviser til, at undersøgelsen også benchmarker erhvervsskolerne for deres evne til at få deres elever i praktik.

- Hvis de her 34.000 praktik-muligheder skal omsættes til virkelighed, skal indsatsen ligge omkring erhvervsskolerne og deres praktikpladsformidlende arbejde. Der er der, vi skal sætte ind, fastslår han.

Sluk computeren

Helt konkret mener han, at de såkaldte praktikpladskonsulenter på landets erhvervsskoler skal slukke deres computere og tage ud og besøge virksomheder.

- Mange af de virksomheder, der er godkendt til at have uddannelsesaftaler, har i dag ikke elever. Der skal praktikpladskonsulenterne ud og have en snak, siger han.

Samtidig peger chefkonsulenten på, at en del unge mangler både faglige og sproglige kompetencer.

- For at sige det lige ud: Ansøgerne er ikke dygtige nok, når de søger praktikpladser. Fordi det er en gammel synd på erhvervsuddannelserne, at man har optaget elever, der simpelthen ikke har de nødvendige kompetencer til at få en praktikplads og gå ud i virkeligheden og få et lønnet job, siger Simon Neergaard-Holm til Ugebrevet A4.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.