Antallet af nye asylansøgere i Danmark er fortsat lavt
39 personer søgte asyl i Danmark i den forgangne uge, viser nye tal. I alt har 5751 søgt asyl i år.


Der kommer stadig langt færre asylansøgere til Danmark, end der gjorde sidste år. Den seneste uge har blot 39 personer søgt om asyl i Danmark.

Det viser den seneste opgørelse fra Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet.

Dermed ligger det ugentlige antal af nye asylansøgere i Danmark fortsat lavt. Sidste år søgte omkring 800 mennesker ugentligt om asyl i Danmark på denne årstid.

Samlet set er antallet af asylansøgere i Danmark i 2016 nu oppe på 5751. Det er et stykke fra de flere end 21.000, der sidste år søgte asyl i Danmark.

Det ugentlige antal har siden vinterferien i uge syv ligget under 200 og de fem seneste uger også under 100.

Af de 39 personer kom seks fra Syrien, tre fra Afghanistan, to fra Irak og de resterende 28 fra andre lande.

Tallene stammer fra politiets system, Polsas, og der sker ofte efterfølgende justeringer.

På baggrund af den store tilstrømning i 2015 forventede regeringen ved årets begyndelse 25.000 asylansøgere i år.

Det tal er siden blevet nedjusteret til 7500.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.