Antallet af dræbte i Syrien er nu på over 300.000
I alt 59.006 syriske soldater er blevet dræbt, hvortil der kommer 48.048 andre regeringsvenlige militsfolk.
Blandt de 86.000 dræbte civile i Syriens fem år lange krig var der 15.099 børn og 10.018 kvinder, siger overvågningsgruppe.
Blandt de 86.000 dræbte civile i Syriens fem år lange krig var der 15.099 børn og 10.018 kvinder, siger overvågningsgruppe. Foto: Ameer Alhalbi/AFP


Overvågningsgruppen Syriens Observatorium for Menneskerettigheder siger, at antallet af dræbte i Syriens borgerkrig nu er på over 301.000.

De nye tal, der offentliggøres netop som en ny våbenhvile er trådt i kraft, viser, at over 86.000 civile var blandt de i alt 301.781 mennesker, som er blevet dræbt.

Syriens Observatorium for Menneskerettigheder, der får sine oplysninger fra netværk af kilder over hele Syrien, er et af de mest citerede organer, når det gælder oplysninger om udviklingen i det krigshærgede land.

Blandt de dræbte civile var der 15.099 børn og 10.018 kvinder, siger overvågningsgruppen, som har hovedkontor i London.

Oprørere udgør 52.359 af de dræbte.

I alt 59.006 syriske soldater er blevet dræbt, hvortil der kommer 48.048 andre regeringsvenlige militsfolk - blandt andet fra Iran, Irak og Libanon samt fra selve Syrien.

Jihadister fra Islamisk Stat og andre tæt beslægtede grupper udgør 52.031 af de døde.

Observatoriet siger, at 3645 dødsofre ikke er identificeret.

Millioner er flygtet fra konflikten, men der bor ifølge FN stadig 17, 9 millioner mennesker i det krigshærgede land. Før krigen var antallet 24,5 millioner.

Over seks millioner er internt fordrevne flygtninge.

FN siger, at 13,5 millioner mennesker har behov for humanitær hjælp. 4,5 millioner af disse befinder sig i svært tilgængelige områder.

Antallet af læger, sygeplejersker og andre kvalificerede sundhedsarbejdere er blevet reduceret til omkring 55 procent af det antal, som var der ført krigen. Over 40 procent af befolkningen er næsten afskåret fra at komme til læge eller på hospitalet.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.