Antallet af døde efter Ankara-bombe stiger til 102
Yderligere tre af de sårede efter sidste weekends selvmordsangreb Ankara er døde af deres kvæstelser.
Sørgende ved begravelsen af et af de 102 dødsofre efter terrorangrebet i Ankara den 10. oktober.
Sørgende ved begravelsen af et af de 102 dødsofre efter terrorangrebet i Ankara den 10. oktober. Foto: Lefteris Pitarakis/AP


Dødstallet efter weekendens dobbelte selvmordsangreb i den tyrkiske hovedstad, Ankara, er steget til 102.

Flere af de hårdest sårede ofre er siden døde af de kvæstelser, de pådrog sig, da to eksplosioner ramte en fredsdemonstration i det centrale Ankara.

- Efter at endnu en medborger har mistet livet, er dødstallet efter hændelsen bekræftet til 102, hedder det i en udtalelse fra den tyrkiske anklagemyndighed.

I alt er 13 mennesker anholdt i forbindelse med efterforskningen af angrebet. Demonstrationen, som blev ramt af anslaget, var arrangeret af prokurdiske og venstreorienterede grupper.

Den tyrkiske premierminister, Ahmet Davutoglu, sagde i denne uge, at nogle af de mistænkte har tilbragt tid i Syrien og har forbindelse til Islamisk Stat eller den kurdiske PKK-bevægelse.

Regeringens kritikere mener, at det er regeringens egne støtter, der står bag. Efter bombeangrebet har der i Ankara, Istanbul og andre byer været store demonstrationer rettet mod regeringspartiet AKP.

Lørdagens terrorangreb er det værste i Tyrkiets nyere historie.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.