Antallet af afviste klager ryster Tibet-aktivister
Støttegruppe forstår ikke, at en række myndigheder ignorerede klager og advarsler i Tibet-sag.
Der dukker flere klager om krænkede Tibet-aktivister op.
Der dukker flere klager om krænkede Tibet-aktivister op. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


Det er helt ude i skoven, at så mange klager fra Tibet-aktivister blev afvist af en række myndigheder under kinesiske statsbesøg i 2012 og 2013.

Sådan lyder det fra Anders Højmark Andersen, formand for støttekomiteen for Tibet.

- Det er fuldstændig hovedrystende, og det er noget, vi har protesteret over i lang tid. Folk har uafhængigt af hinanden oplevet de her indgreb, og der har dannet sig et klart mønster, fortæller formanden til Ritzau.

Både Justitsministeriet, Rigsadvokaten, politidirektøren i København, Statsadvokaten i København og Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP) enten afviste eller svarede ikke på klagerne. Det skriver Jyllands-Posten.

Avisen har gennemgået ti klager og advarsler fra blandet andet Støttekomiteen for Tibet. Da nogle sager gik videre til en højere instans, er der i alt tale om 15 afvisninger eller manglende svar.

- De her indgreb har været helt systematiske, og man har udelukkende holdt sig til politiets forklaringer, lyder kritikken fra Anders Højmark Andersen.

Han fortæller, at han efter et samråd i Folketinget med daværende justitsminister Morten Bødskov (S) i 2012 sendte ministeren en omfattende mail med en række øjenvidneskildringer og en undren over Bødskovs passivitet i sagen.

Anders Højmark Andersen fik aldrig svar fra justitsministeren.

Regeringen har netop bebudet, at en særlig undersøgelseskommission skal gennemgå Tibet-sagen og kinesiske statsbesøg i 2012-2014. Men flere iagttagere kritiserer myndighederne for ikke at have reageret før.

Formand i Landsforeningen af Forsvarsadvokater, Kristian Mølgaard, undrer sig til Jyllands-Posten over, at myndighederne ikke har reageret over de ophobende klager efter de kinesiske statsbesøg.

Justitsminister Søren Pind (V) afviser mandag at kommentere de nye oplysninger, skriver Jyllands-Posten.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.