Ansatte var i fare: Arbejdstilsynet slår hårdt ned på psykiatrisygehus
Arbejdstilsynet har slået hårdt ned på Psykiatrisygehuset i Slagelse med to strakspåbud i januar og februar.
Psykiatrisygehuset i Slagelse betegnes som Danmarks mest moderne psykiatrisygehus.
Psykiatrisygehuset i Slagelse betegnes som Danmarks mest moderne psykiatrisygehus. Foto: Claus Bech/Scanpix/arkiv


En psykisk syg person springer op. Råber højlydt og vælter møblerne. Alene med en medarbejder som ikke kan slå alarm eller råbe om hjælp. For de sidder i et lydtæt rum.

En psykotisk mand - tidligere dømt for manddrab, farer pludselig mod en medarbejder som er nødsaget til at sidde med ryggen til ham på grund af indretningen.

Det er situationer som disse Arbejdstilsynet har slået hårdt ned på, med to strakspåbud i januar og februar. Altså forhold, som psykiatrisygehuset straks skulle få styr på. Det skriver DR Sjælland.

Det manglede bare siger Næstformand i sjællands kredsen af Dansk Sygeplejeråd, Ulla Birk Johansen:

-Det er jo slet ikke i orden at medarbejdere har været udsat for den risiko og fare, så jeg synes det er fint, at Arbejdstilsynet laver de her påbud, siger hun til DR Sjælland.

Strakspåbuddene er givet, fordi medarbejdere har arbejdet alene i situationer, hvor Arbejdstilsynet mener, at deres sikkerhed er truet. For eksempel, når en psykisk syg person modtages direkte fra gaden. Men også i situationer, hvor en medarbejder på en afdeling kaldes til en anden afdeling - og efterlader en kollega alene med patienterne.

Psykiatrisygehuset har efterkommet strakspåbuddene. Blandet andet ved at indsætte en vagt, og ved at åbne op mellem afdelinger.

Men psykiatridirektør Michael Werchmeister kalder det en "kampagne" fra Arbejdstilsynets side, hvor fokus er alenearbejde på sygehusene. Regionen har nu sat advokat på sagerne, for at efterprøve om påbuddene er i orden.

- Så om det er rimeligt eller ej, vil jeg vente med at kommentere, til jeg ved, hvad advokaten siger han til DR Sjælland.

Psykiatrisygehuset i Slagelse betegnes som Danmarks mest moderne psykiatrisygehus. Sygehuset huser blandt andet Danmarks mest sikrede afdeling, Sikringen.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.