Ansatte på Lindegården opfordrer til faglige møder på alle landets bosteder
Der er ikke sket noget med sikkerheden på landets bosteder, siden en ansat på Lindegården i Roskilde blev stukket ihjel i påsken. Nu må politikerne gøre noget, lyder det fra medarbejderne.
Medarbejderne på Lindegården holdt fagligt møde torsdag og opfordrer kollegaer på alle landets bosteder til at gøre det samme på tirsdag.
Medarbejderne på Lindegården holdt fagligt møde torsdag og opfordrer kollegaer på alle landets bosteder til at gøre det samme på tirsdag. Foto: Claus Bech/Scanpix


"Vi må stå sammen, for vi står alle med de samme udfordringer."

Sådan lyder det fra medarbejderne på bostedet Lindegården i en udtalelse, der blev vedtaget på et fagligt møde tidligere i dag, torsdag.

De ansatte opfordrer kollegaer på alle landets bosteder og psykiatriske afdelinger til at følge trop og holde fagligt møde tirsdag 3. maj.

- Vi vil ikke finde os i flere trusler, drab, tæsk og vold, så vi kræver flere sengepladser i psykiatrien og flere hænder i socialpsykiatrien, siger talsperson for personalet Mia Kristina Hansen til Avisen.dk.

Netop tirsdag skal indenrigs- og socialminister Karen Ellemann (V) og sundheds- og ældreminister Sophie Løhde (V) mødes med FOA, socialpædagogerne, sygeplejerskerne og socialrådgiverne for at lave en national handleplan mod vold på jobbet.

Flere dødstrusler

De faglige møder skal være med til at lægge pres på politikerne for at forbedre sikkerheden og arbejdsforholdene på bostederne.

At vold er en del af hverdagen på en række af landets socialpsykiatriske bosteder dokumenterer Avisen.dk i dag i en gennemgang af aktindsigter i Arbejdstilsynets tilsynsbesøg på landets bosteder.

"Vi er dybt frustrerede over, at der intet sker, selvom en af vore kolleger er dræbt. Vores hverdag er ikke blevet lettere. Tværtimod har frustrationen aldrig været så stor som nu," skriver kollegaerne til den 57-årige social- og sundhedshjælper Vivi, som arbejdede på Lindegården, da hun blev dræbt af en psykisk syg beboer i påsken.

Siden da har flere kollegaer modtaget nye dødstrusler, og Lindegården har fået flere strakspåbud fra Arbejdstilsynet.

"Mange kolleger er gået ned og er blevet sygemeldt. Andre siger jobbet op. Kolleger presses til ekstravagter og overarbejde. Og vores hverdag med vold og trusler er overhovedet ikke ændret," skriver medarbejderne i udtalelsen.

Tillidsrepræsentanterne på Lindegården støtter op om medarbejderens krav om flere sengepladser i psykiatrien og flere hænder i socialpsykiatrien. Men de bakker ikke op om de faglige møder, da de er i strid med overenskomsten.

-  Men vi har lyttet til, hvad der blev sagt på mødet, så vi kan gå videre til ledelsen med det, siger tillidsrepræsentant Susanne Dec Pedersen til Avisen.dk.

Hun ser frem til mødet mellem ministrene og de faglige organisationer på tirsdag.

- Alle bosteder kæmper med de her problematikker. Det er det femte drab på fire år, og det synes vi simpelthen er for meget. Politikerne må kigge på psykiatrien og sikre os nogle ordnetlige arbejdsforhold, siger hun.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Lindegårdens leder. Men Jan Jensen, kontorchef i Københavns Kommunes Kontor for Udsatte og Psykiatri, understreger overfor Avisen.dk, at kommunen tager problemet alvorligt.

- Det er vigtigt, at medarbejderne tager sig tid til at tale om, hvordan man kan løse de problemer, de står over for, siger han.

Københavns Kommune holder fredag et møde, hvor man vil informere ledere og medarbejderrepræsentanter fra kommunens botilbud om, hvilke initiativer kommunen har sat i gang for at forbedre de ansattes sikkerhed.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.