Et tilsynsbesøg på Bispebjerg Hospital af Ombudsmanden viser, at personalet på psykiatriske hospitaler i Region Hovedstaden er så bange for hævnaktioner fra patienterne, at de undlader at anmelde vold og trusler.
Det viser en aktindsigt, som Fagbladet FOA har fået.
"Ledelsen og personalet oplyste, at der var en del tilfælde af vold og trusler, der ikke anmeldes til politiet, fordi personalet er bange for repressalier fra patienterne", står der ifølge Fagbladet FOA blandt andet i tilsynsrapporten fra Ombudsmanden.
Af aktindsigten fremgår det også, at en del af truslerne fra de psykisk syge patienter er rettet mod de ansattes børn.
- Det er fuldstændig uacceptabelt, at personale, der er ansat til at hjælpe mennesker, ikke tør anmelde vold og trusler på jobbet, fordi de frygter konsekvenser, det kan få for dem selv og deres børn, når de har fri, siger FOA's formand, Dennis Kristensen.
En af årsagerne til, at de ansatte tøver med at anmelde, er ifølge Fagbladet FOA, at de ansatte ikke kan vidne anonymt.
Det mener Dennis Kristensen, at der bør kigges på, så offentligt ansatte kan beskyttes af anonymitet.
- Det må ikke være sådan, at en social- og sundhedsassistent, der bliver indkaldt som vidne, skal gå og frygte for, om børnene bliver overfaldet eller huset brændt ned, siger han til Fagbladet FOA.