Ansat stjal millioner fra kommunekassen til luksusliv
En tidligere ansat i Københavns Kommune tilstår svindel for 17 millioner kroner og straffes med tre år.
50-årig regnskabsmedarbejder tappede kommunekassen for flere millioner kroner. Pengene brugte han til sommerhus, rejser og Rolex-ure. Arkivfoto.
50-årig regnskabsmedarbejder tappede kommunekassen for flere millioner kroner. Pengene brugte han til sommerhus, rejser og Rolex-ure. Arkivfoto. Foto: Københavns Kommune/free


En tidligere regnskabsmedarbejder i Københavns Kommune er mandag idømt tre års fængsel for underslæb, bedrageri og dokumentfalsk.

Medarbejderen svindlede over 13 år for 17,7 millioner kroner, som han dømmes til tilbagetale. Han anker ikke dommen.

- Jeg kom ind i en ond spiral. Jeg startede, fordi jeg manglede penge. Jeg brugte penge til et enkelt sommerhus, en bil, rejser, siger den tidligere bogholder i Retten på Frederiksberg ifølge DR.

Den 50-årige Erling Smith har tilstået at begå svindlen på tre forskellige måder.

Det begyndte i sommeren 2001, da han udstedte 24 checks med en værdi på 7,9 millioner kroner frem til slutningen af 2008.

Derefter skiftede han i 2008 til databedrageri. I 44 tilfælde frem til 30. juni sidste år foretog bogholderen elektroniske overførsler til en værdi af 6,6 millioner.

Sideløbende med overførslerne begyndte han i 2010 at kopiere kollegers underskrift til at få udbetalt rejsevaluta til i alt 3,1 millioner. Derfor er han også sigtet for dokumentfalsk, som han ligeledes har tilstået.

- Jeg skannede en medarbejders underskrift ind fra en tidligere lovlig blanket, siger han.

Erling Smith forklarer i byretten, at han blandt andet skjulte det millionstore underslæb ved hjælp af kommunens momskonto.

- Det var momsindtægter, som kommunerne skulle indberette til told og skat. I stedet for at indberette dem, så tog jeg dem derfra, siger Erling Smith.

Samtidig har han tilstået overtrædelse af våbenloven. Under ransagning af mandens lejlighed fandt politiet fire tåregas-sprays sammen med to Rolex-ure, guldringe- og kæder, perlesmykker, et Tissot ur, en Segway og over fem millioner i kontanter.

Den sigtede har arbejdet i Københavns Kommune siden 1991. Under svindlen var han ansat i Københavns kommunes afdeling for "Kreditor -og Debitor Finans".

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.