Rådhuset i Munkebo på Fyn lukkede mandag formiddag, efter der var blevet indtelefoneret trusler mod en navngiven ansat.
Det skriver flere medier, der også oplyser, at en 44-årig mand nu er blevet anholdt og sigtet for truslerne.
- Lige konkret, hvad truslerne gik ud på, det ved jeg ikke, men det er noget med, at han ville komme og stikke hende med en kniv, fortæller vagtchef ved Fyns Politi Hans Jørgen Larsen til Fyens.dk.
Rådhuset i Munkebo fungerer i dag som jobcenter, og det har muligvis været utilfredshed med sagsbehandlingen på jobcentret, der har fået den 44-årige til at true den navngivne medarbejder, der er en 42-årig kvinde.
- Motivet har formentlig været utilfredshed over noget sagsbehandling, men vi ved det ikke endnu, siger vagtchef Hans Jørgen Larsen til TV 2.
Politiet fandt hurtig frem til manden, der blev anholdt. Han er dog blevet løsladt igen, men kan se frem til et retsligt efterspil, oplyser politiet til Fyens.dk.