Af Mia Kristina Hansen
SE ALLE BLOGINDLÆG
Ansat på bosted råber op: Så barske er forholdene STADIG

DET ER NØDVENDIGT at råbe vagt i gevær.

Igen.

Og det er nødvendigt, at det resulterer i handling. For min oplevelse er, at der stadig ikke er sket noget konkret, der har ændret på hverdagen i psykiatrien. Der er stadig ikke sket noget, der sikrer de ansatte et trygt og sikkert arbejdsmiljø, og de mennesker, der har en psykisk sygdom, værdig behandling.

Jeg hører stadig historier om, at personale og beboere på bosteder rundt om i landet bliver udsat for vold. Bare inden for den sidste uge har jeg oplevet, at en beboer er blevet slået af en anden beboer, at to beboer er blevet udsat for tyveri, og jeg har hørt om to alvorlige episoder, hvor ansatte er blevet udsat for vold. Jeg ser, at tidligere beboere, som har udsat ansatte for vold, vender tilbage til bostederne, hvor de besøger andre beboer, og hvor de sover på sofaer i fællesarealerne.

JEG OPLEVER, at ledelsen rigtig gerne vil forhindre, at dette sker, men at de bliver sat skakmat, og at de reelt ikke kan gøre andet end at råbe vagt i gevær. Det er frustrerende at opleve, og nogle dage har jeg lyst til at råbe højt i afmagt.

Derfor vil jeg blive ved med at fortælle om mine oplevelser, og heldigvis er jeg ikke alene om det. Flere og flere åbner op, og det sidste nye er en artikel i FOA's fagblad, der handler om de seksuelle overgreb, der finder sted på bostederne.

Jeg modtager også stadig mails fra ansatte i psykiatrien. Blandt andet har en person beskrevet, hvordan vedkommende oplever, at det i socialpsykiatrien ikke er ualmindeligt, at nye "tunge" beboere flytter ind med en aftale om, at de har en plads på en psykiatrisk afdeling, hvis det hele bliver for meget. Men samtidig oplever vedkommende, at det er mere reglen end undtagelsen, at når man så ringer og siger, at en beboer er på vej, så får man at vide, at der ikke er plads.

Vedkommende beskriver også en konkret episode, hvor en beboer får frataget den tryghed, der er i at vide, at der er en plads på en psykiatrisk afdeling, og bliver meget angst. Beboeren tager i desperation fat i vedkommendes strube og tager kvælertag, vel vidende at så kommer politiet og kører hende til en psykiatrisk afdeling. Ifølge vedkommende er det blot et eksempel ud af mange på selvskadende eller udadreagerende adfærd fra personer, der har det skidt og gerne vil indlægges.

FOR AT ÆNDRE på forholdene i psykiatrien er det nødvendigt at sikre, at en person, der har det psykisk dårligt og har brug for indlæggelse, kan blive indlagt. Det er nødvendigt, at personen får lov til at blive indlagt, og at man ikke bliver sendt hjem til ensomhed med en pille i hånden.

Man skal have lov til at være indlagt, indtil man er tryg ved at blive sendt hjem. Man skal tage hensyn til, om personen har brug for at være indlagt, indtil han/hun kan få den rette behandling.

For eksempel er min far på hospitalet lige nu, fordi han har forsnævringer tre steder på kranspulsåren. Da han skulle ind og have lavet undersøgelsen, blev han tilbudt at blive indlagt på hospitalet, fordi det er vigtigt, at man ikke er alene efter sådan en undersøgelse. Efter undersøgelsen, hvor man fandt ud af, at han havde forsnævringer på kranspulsåren, fik han lov til at blive på hospitalet, indtil han kan få en operation.

SÅDAN ER DET ikke for personer med en psykisk sygdom, selvom det kan være lige så livstruende for en person med et psykisk problem at blive udskrevet i ventetiden, som det kan for en person som min far, med kranspulsåre problemer.

Så længe, mennesker med en psykisk sygdom, som har brug for hjælp til at tage vare på sig selv, ikke bliver behandlet ligeværdigt, vil der være risiko for vold og trusler i psykiatrien. Derfor er der brug for handling i dag!

Om Mia Kristina Hansen

Jeg har været udannet som pædagog i snart 20 år. På min nuværende arbejdsplads, som er et socialpsykiatrisk bosted, blev en af mine kollegaer stukket ihjel med en kniv af en beboer. Det var et chok, men desværre også noget, vi havde talt om kunne ske. Det fik mig til at fortælle min mening offentligt, fordi min oplevelse er, at politikere og embedsmænd ikke ved nok om virkeligheden. Jeg har igennem årene arbejdet både inden for handicapområdet, daginstitutionsområdet og nu i socialpsykiatrien. Jeg ønsker åbenhed om vilkårene i det offentlige, for jeg oplever at nedskæringer har forringet vores arbejdsvilkår og muligheden for at hjælpe samfundets svageste. Jeg håber også, at min blog kan inspirere andre offentlige ansatte til at åbne op og fortælle deres historier fra virkeligheden.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.