Ansat på asylcenter sigtes for overgreb på seks drenge
Fyns Politi har valgt at sigte to kvinder for at have forgrebet sig på flygtningedrenge på asylcenter.
Foto: Scanpix


To tidligere ansatte på Børnecenter Tullebølle på Langeland er blevet sigtet for at have forgrebet sig på en gruppe flygtningedrenge i alderen 16-18 år.

De sigtede er kvinder på henholdsvis 52 og 35 år.

Den ældste af de sigtede mistænkes for at have misbrugt seks drenge, mens den 35-årige skal have forgrebet sig på en enkelt dreng.

Begge de mistænkte nægter sig skyldige, oplyser Fyns Politi onsdag.

Allerede tilbage i juni valgte Langeland Kommune at gå til politiet med mistanken mod den 52-årige.

Dengang mente man, at tre drenge var blevet krænket, men politiet er altså nået frem til, at det snarere drejer sig om det dobbelte antal ofre.

Anmeldelsen mod den 35-årige indløb til politiet i september 2016.

Allerede dengang mente man, at hendes offer var den 17-årige dreng, som hun nu sigtes for at have krænket.

Fyns Politi ønsker ikke at fortælle, i hvilket omfang overgrebene skal have fundet sted.

Blot oplyses det, at begge kvinder er sigtet for overtrædelse af straffelovens paragraf 219, nummer 3.

Den handler om ansatte på opholdssteder for børn og unge, der har samleje med beboere på en given institution. Strafferammen er fire års fængsel.

I sigtelsen mod den 52-årige henvises der dog til straffelovens paragraf 225, som peger på, at der snarere er tale om andet seksuelt forhold end samleje.

Ifølge Radio24syv er en af kvindernes overgreb blevet fotograferet og optaget på video.

I anmeldelsen til politiet nævnes det således, at der er fotos af kvindens oralsex med en eller flere drenge. Desuden skal en video vise et samleje, oplyser radiostationen.

Langeland Kommune besluttede i oktober at lukke Børnecenter Tullebølle, der hørte under Asylcenter Holmegaard.

Lukningen er begrundet både med de påståede seksuelle overgreb og med den uro, som nogle af drengene har givet anledning til i lokalområdet.

Asyldirektør Sisi Eibye og drift- og logistikchef på Asylcenter Holmegaard Ulrik Pihl er begge blevet fyret af Langeland Kommune.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.