Anpartsselskab spiller hovedrolle i hvidvask-sag
På halvandet år fik et anpartsselskab vekslet 36 millioner kroner hos lille vekselfirma i København.


Over fire år har et anpartsselskab angiveligt fået vekslet mere end 36 millioner kriminelle kroner hos et vekselfirma i København. Det fremgår af en sigtelse mod vekselbureauet, som Ritzau er i besiddelse af.

Sigtelsen er blevet læst op tirsdag i Københavns Dommervagt, hvor to mænd fra vekselbureauet er blevet stillet for en dommer efter at være blevet sigtet for groft hæleri.

Anklagemyndigheden mener, at pengene stammer fra kriminalitet, og at vekselaktiviteterne har handlet om at hvidvaske de mange penge.

De sigtede og vekselfirmaet er beskyttet af et navneforbud, men offentligt tilgængelige oplysninger om vekselfirmaet viser, at det er firmaets 31-årige direktør, der er sigtet. Derudover er direktørens far, som er ansat i firmaet, også sigtet.

Bagmandspolitiet og Københavns Politi mener, at mændene har hvidvasket et beløb på sammenlagt 104 millioner kroner, som stammer fra kriminalitet, blandt andet hashhandel på Christiania.

Mændenes største kunde er dog ifølge sigtelsen et anpartsselskab, som i perioden fra maj 2010 til oktober 2011, fik vekslet godt 36 millioner kroner hos vekselbureauet.

Det er bagmandspolitiet, som har stået for efterforskningen af anpartsselskabet, men vicestatsadvokat Per Fiig fra Bagmandspolitiet vil ikke ud med detaljer omkring efterforskningen mod selskabet.

- Det har jeg ingen kommentarer til, siger Per Fiig til Ritzau.

Ud over de 36 millioner kroner fra anpartsselskabet er der i vekselbureauet blevet omsat en masse penge, som ifølge Københavns Politi stammer fra hashhandel fra Christiania.

Ifølge sigtelsen mod vekselfirmaet, direktøren og faren har en række personer, som er dømt i hashsager fra Christiania gennem årene løbende fået vekslet danske kroner til Euro.

Over fire dage i november og oktober 2012 blev der blandt andet vekslet lige knap fem millioner kroner for en enkelt kunde, som ifølge Københavns Politi er dømt i en hashsag.

En anden hashdømt har ifølge sigtelsen på en enkelt dag i maj 2013 vekslet lige knap to millioner kroner hos vekselfirmaet.

Tirsdagens retsmøde i Københavns dommervagt foregår for lukkede døre, og det er derfor uvist, hvordan de sigtede forholder sig til beskyldningerne mod dem.

Ud over direktøren og hans far bliver en tredje mand også fremstillet i retten. Han sigtes for at have vekslet 1,3 millioner kroner hos firmaet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.