- Da jeg mødte ind på min første vagt var alt kaos. Ingen vidste, hvem der skulle køre med hvem, og der var ikke folk nok til at køre de ambulancer, som vi skal stille med, siger en Bios-redder, som udtaler sig anonymt.
Sådan fortæller en anonym Bios-redder til Fyens.dk.
Både Region Syddanmark og det hollandske selskab, som overtog ambulancekørslen i det meste af Syddanmark for seks dage siden, har ellers fra start fortalt, at driften kører normalt, og at der er styr på vagtplanerne.
Men det er en noget anden virkelighed de to anonyme ansatte i selskabet fortæller om til Fyens.dk.
Farlige arbejdsforhold
- Jeg kørte på en døgnvagt med en kollega, som kørte på sit andet døgn i træk, fortæller den ene redder.
Den anden redder har et lignende eksempel:
- Jeg er vidende om, at en kollega, som havde kørt en effektiv 12 timers nattevagt, fortsatte direkte på effektiv 12 timers dagvagt, selv om han ifølge reglerne skulle gå hjem, siger den anden redder.
Begge dele er ulovligt, fordi en redder skal have mindst 22 timers hvile efter en døgnvagt, og fordi en redder på en effektiv 12 timers vagt skal hvile i mindst 11 timer inden næste vagt.
Det ender galt
Den ene redder fortæller samtidig, Bios ikke har kunnet stille med halvdelen af de ambulancer, som selskabet har forpligtet sig til, på den station, han arbejder på.
- Det her ender galt. Hvis vi ikke kan stille de beredskaber, vi skal, kan det koste et menneskeliv, siger redderen.
Direktør i Bios Morten Hansen er ikke vendt tilbage på Fyens.dks henvendelser.