I øjeblikket svømmer de kulørte blade over af historier om grevinde Alexandras forliste ægteskab. Hendes nu forhenværende mand Martin Jørgensen har angiveligt haft en affære med en tv-vært, som også skal skilles.
Det får Annette Heick til i en klumme i BT at filosofere over de mennesker, der vælger at skride fra deres ægteskab, fordi de er faldet for en anden.
Annette Heick har ikke ligefrem stor respekt for den slags handlinger. Hun mener, at man, når man er gift, har en forpligtelse til at stoppe op og tage sit forhold til revision, hvis man forelsker sig i en anden.
"Hvis lynet slår ned – og det kan ske – så mener jeg, at man overfor sin ægtefælle har en forpligtelse til at sætte sit ægteskab under lup: Hvad gik galt? Hvor gik det galt? Hvorfor gik det galt? Har vi givet kærligheden alle chancer?" skriver hun.
Som Annette Heick ser det, så er den slags ægteskabeligt reparations-arbejde umuligt, når den en af parterne står med sit ene ben i et andet menneskets dobbeltseng. Så er løbet ligesom kørt, mener entertaineren, som opfordrer de utro ægtefæller til at tage en tudekiks.
Hun har nemlig for nylig mødt en gammel bekendt, der sad og jamrede, fordi han og den nye kone følte sig dømt meget hårdt af deres naboer. Årsag? De havde været naboer, var faldet for hinanden og havde forladt deres respektive familier, som så var flyttet, mens de blev boende i området.
Nabosladder er noget skidt, mener Annette Herick, som dog også har denne besked til den selvmedlidende bekendte: "Hvad havde du regnet med."
Hun kalder det "uklædeligt" at have ondt af sig selv, når ens problemer er selvforskyldte. Og hun erklærer, at hvis hun nogen sinde - på grund af et selvskabt problem - siger: "Det er synd for mig", ja, så fortjener hun en mavepuster.